Den innvidde tibetaner Lobsang Rampa om

Dette med "ute-av-kroppen-reiser"er i dag velkjente begreper for den åndelige beleste også her i vesten - men dette har i årtusener vært kjent i østen og her følger et utdrag fra en bok forfattet av en åndelig vismann fra Østen - LOBSANG RAMPA. Han kom på en særdeles merkelig måte hit til vesten hvor han skrev flere bøker om sitt liv som innvidd - og disse bøker kom ut i vesten først for ca. 40 år siden. Her i utdrag fra boken DEN SAFRANGULE KJORTEL på side 82 - der han forteller om hvordan han ble hjulpet "ut av" sitt fysiske legemet - og erfarte "reiser" gjennom følelseslegemet eller det såkalte astrale legemet.

Han beskriver her hvordan han som ung gutt overvar hvordan de innvidde lamaer sammen arbeidet med en stor krystallkule som de fokuserte sine sterke mentale evner inn i og unge Lobsang observerte dette utenfra før han "ble tatt med" i seansen. Krystallen virket å medføre at han ble koplet over til opplevelse gjennom det rene astrallegemet. 

En del av ritualet ble øyensynlig gjort for å lede "mentalt fengslede avdøde sjeler" eller også avdøde som var bundet i forvirring og eller hat - lede disse ut av sine selvskapte og samtidig kollektivt skapte mørke psykiske fengsler. Husk at det nettopp var den "tibetanske dødebok" som den kjente skribenten Raymond Moody refererte i omfattende grad i sine "tidlige" bøker om såkalte nær-døden-opplevelser - spesielt i boken LIVET ETTER LIVET som utkom midt på 70-tallet.

Rampa skriver selv om dette merkelige rituale som han overvar:

"Dette var interessant, tænkte jeg. I en cirkel foran mig ni lamaer, alle i safrangule kjortler, alle med ansigtet rettet mod centrum i cirklen. Og i midten, på et omhyggeligt skåret stade, var der noget - noget jeg ikke klart kunne gjenkende. Der syntes at være noget, og alligevel syntes der ikke at være noget. Jeg gøs, og mit afragede hovedhår rejste som stride børster, for frygtens iskolde fingre havde rørt mig - stimuleret mig, så jeg var klar til at flygte. Jeg troede, at på det udskårne stade stod en skabning fra skyggeverdene - en skabning som ikke havde nogen virkelig eksistens i denne vor verden, og knap nok nogen eksistens i den anden verden som den kom fra. Jeg stirrede og stirrede.

Det lod til at være en globus af et eller andet, eller globus af ingenting….. Det syntes næsten at være uden form, dog var der noget, der bølgede, hvor formen vel måtte Jeg ville ønske, jeg kunne gå nærmere og se henover hovedet på en af de siddende lamaer, men det ville være den sikre afsløring (Lobsang observerte på dette tidspunkt dette fra det skjulte). Så jeg gned mine øjne så jeg bedre kunne se ind i det dunkelt rum. Da leg havde gjort så meget ved øjnene, som jeg kunne, krøb jeg igen fremad på hænder og knæ, og stirrede mens jeg flyttede mig let til siden, så mit udsyn mellem to lamaers skuldre blev bedre.

Det faldt mig pludselig ind, at det jeg så på, var en enorm klippe(-berg)krystall uden mangler, perfekt. Den hvilede på det ud-skårne sted og påtvang sig lamaernes opmærksomhed, så de så ud som om de sad i bøn. De så intenst på den og dog ikke så intenst, at de benyttede deres fysiske øjne, men i stedet lod til at bruge det tredje øje. Nå - tenkte jeg, jeg er også clairvoyant. Så jeg stirrede ikke længere med mine øjne, i stedet lod jeg mine clairvoyante evner træde i funktion. Og i krystalkuglen så jeg farver, hvirvler og uklar forvirring. Forbløffende, skræmmende, jeg syntes at falde, falde fra toppen av verden og ned i en afgrund. Men, nej, det var ikke en afgrund, i stedet strakte en verden sig ud foran mig. En verden hvor der var andre farver, andre mønstre. Jeg så, som en lille forhøjning, folk vandre omkring fulde af elendighed -fulde af sorg, nogle var fulde af smerte. De var fortabte sjæle uden vejledning, sjæle der funderede over, hvordan de kunne befri seg fra deres bekymringer.

Mens jeg sad der henrevet, som om jeg befandt mig på en anden verdens oplyste plan, fortsatte lamaernes sang i et drævende tempo. Ofte rakte en af dem en hånd ud og ringede en sølvklokke, og en anden på den modsatte side gjorde det samme med en klokke af en anden tone. Og så fortsatte de med deres syngen, deres messen, mens musikken gjed op og ned ad skalaen, ikke med staccato toner som i andre dele af verden, men samhørende toner, der gled over i hinanden, dannende akkorder med lyden, der blev kastet tilbage fra veggene:

Lederen af lama-gruppen klappede i hænderne, lamaen ved siden af ham ringede med en klokke, og en tredje af gruppen hevede sin stemme i en rituel messen: "Oh! Lyt til vore sjeles stemmer". Og således fortsatte de fra den ene til den anden med at gentage de ældgamle strofer. Først en ad gangen, så sammen. Deres stemmers kadence hævede sig og faldt, hævede sig og faldt og løftede mig ud af tid, ud af mig selv:

Så kom hele bønnen fra gruppen:

***

Lyden af den messende sang døde bort. En lama løftede sin klokke og klimtede blidt med den, andre tog deres klokker og klimtede med dem. Først ringede de hver for sig, og så, ifølge et aftalt mønster, ringede de allesammen og dannede et spesilelt toneskema, som gav genlyd i rummet og varierede i højde og intensitet. Lamaerne fortsatte den dybe messen og gentog igen: "0h! Lyt til vore sjæles stemmer"- mens de ringede med klokkerne. Det havde en hypnotisk, mystisk virkning.

Jeg fortsatte med at se på menneskene omkring mig - eller var de omkring mig? Var jeg i en anden verden? Eller så jeg ind i krystalkuglen? Det var bestemt min opfattelse at jeg var i en anden verden, hvor græsset var grønnere, hvor himlen var mere blå, hvor alt stod i en skarp og levende kontrast. Der var den grønne grønsvær under mine fødder - du godeste, jeg kunne fornemme den med mine bare tæer! Jeg kunne mærke fugten sive igennem, hvor min kjortel berørte hud og græs. Også med hænderne, hvor jeg forsigtigt bevægede dem kunne jeg mærke græsset, og her og der var der måske sten. Jeg så mig nysgerngt omkring. Der var store kampesten i forgrunden, af en grønlig art, der her og der havde striber af hvide årer. Andre kampesten var af en anden farve - en som jeg især følte mig tiltrukket af, var af et rødligt skær med mælkehvide bølger, der løb igennem den. Men hvad der gjorde størst indtryk på mig, var den måde hvorpå alt fremstod så virkeligt - den måde hvorpå alt så mere normalt ud end normalt, med lysere farver - med skarpere omrids.

Der blæste en blid vind, jeg kunne mærke den på min venstre kind. Det var ret forbløffende, for den førte mærkelige lugte og eksotiske dufte med sig. I det fjerne så jeg noget, der lignede en bi. Den fløj summende afsted og landede midt i e lille blomst, der voksede i græsset. Alt dette så jeg uden bevidst at være klar over tidens fremadskriden, men så blev jeg opmærksom, foruroliget, for en hel gruppe mennesker bevegede seg hen imod mig. Jeg så på dem, og jeg var ude af stand til at flytte mig; de kom henimod mig, og jeg lå mere elle mindre i vejen. Men mens jeg så på dem, fornemmede jeg, at der var noget der var helt galt. Nogle af menneskene var gamle og støttede sig til stokke, mens de humpede afsted på bare fødder og klædt i laser (fillete tøy). Andre var tydeligt nok velhavende mænd, men de havde ikke den sædvanlige udstråling af velvære, som velstand normalt bibringer én, for én ting fremgik klart ved disse mænd og kvinder - de var elendige bange, den mindste bevægelse fik dem til at hoppe og slå hæn derne sammen om brystet. De så sig nervøst omkring, og ikke én syntes at lægge mærke til sin nabo. De syntes at føle, at de var alene, glemt, strandet og forladt i en fremmed verden.

Hver af dem var kun klar over sin egen eksistens, og dog kom de i en gruppe, ingen rørte hinanden, ingen var klar over den andens nærværelse. De kom hidkaldt af stemmerne, som jeg også kunne høre: "Oh! Lyt til vore sjæles stemmer, alle I, der vandrer uførte."

Den messende sang fortsatte, og det gjorde alle menneskene også, og da de kom til et bestemt sted - men jeg kunne ikke se, hvad der rent faktisk skete - oplystes deres ansigter af en slags ikke-jordisk glæde, hver person stod mere rank, som om han eller hun havde modtaget en forsikring. De bevægede sig videre ud af mit synsfelt. Pludselig ramlede klokker sammen i en dissonans, og jeg følte et voldsomt ryk indeni, som om en eller anden snurrede mig rundt,som om jeg var en drage for enden af en snor og blev trukket ned mod et vindstød, der forsøgte at presse mig højere op. Da jeg så ud på det mærkelige landskab fik jeg det indtryk, natten sænkede sig over det, for himlen blev mørkere, og farverne udviskedes. Al 'ting syntes at trække sig sammen. Trekke sig sammen? Hvorledes kunne det trække sig sammen? Men det hele trak sig uden tvivl sammen, og det blev ikke blot mindre, men en tåge, som fra skyerne ovenover, begyndte at tilsløre overfladen af den verden. Og mens jeg redselsslagent så sceneriet blive mindre og mindre, ændrede tagen igen sig til tordenskyer - spækket med lyn.

Verdenen blev mindre og mindre, og jeg hævede mig opad - opad. Da jeg så ned, kunne jeg se den rotere under mine fødder, men sluttede da at den naturligvis ikke roterede under nine fødder, for jeg lå jo på hænder og knæ i templet. Eller hvor var jeg? Jeg var forvirret og svimmel, og så kom endnu en gang det skarpe, frygtelige stød, et stød, der næsten slyngede min hjerne ud af hovedet.

Et øjeblik var jeg ret svimmel, jeg løftede en hånd og gned øynene. Og jeg kiggede igen, og så at krystalkuglen endnu en gang var en krystalkugle, ikke længere en verden, bare en krystalkugle, der lå stille og livløs uden noget lys. Den lå på

Sit udskårne stade(sted), som om det var en sten, eller en afgud, eller hvad som helst. Ikke som det mest vidunderlige instrument til vidunderlige oplevelser. Langsomt rejste en lama og tog et stykke klæde fra krystalstadet det lignede sort fløjl. Drømmende spredte han klædet ud, lagde det hen over kuglen og pakkede den ind. han bukkede tre gange i retning af krystalkuglen og vendte sig bort for at sætte sig igen. da han gjorde det, faldt hans forbløffede blik på mig. I neste øjeblikke herskede der en chokeret stilhed, selv tiden syn at stå stille. Jeg hørte bare mit hjerte udsende et høyt "thump"! og så ikke mere. Det var, som om hele naturen - som om tiden lyttede i den spændte atmosfære for at se, hva der nu ville ske.

Der lød en mumlen fra lamaerne. Den nærmeste rejste og lænede sig hen over mig. Han var den største af dem alle men i mine skræmte øjne så han større ud end selve Potala. Han lænede sig hen over mig og skulle til at sige noget, da anden lama genkendte mig. "Det er Mingyars dreng, Lobsang" - sagde han temmelig lettet. "Det er den dreng med største telepatiske evner. Før ham her over." Kæmpelamaen bøjede sig og stak hænderne ind under mine arme og løftede mig, for da han hørte, jeg var "Mingyars dreng", vidste ha jeg havde svært ved at gå (han var skadet i benene på dette tidspunkt) og sparede mig således besværet. Han bar mig ind i cirklen af lamaer, og hver af dem kiggede på mig, som om de kiggede ind i min sjæl, som om de ville kigge gennem min sjæl, videre, ind i andre riger, der førte til overselvet.

Jeg var grebet af en betydelig angst, for jeg vidste ikke hvad det var, jeg specielt havde gjort forkert. Jeg havde valgt dette særlige tempel, fordi nogle af de andre altid var fulde af små drenge, der ikke var alvorligt interesseret i meditation. Det var jeg. Men hvad var det? "Lobsang!" sagde en lille mager lama. "Hvad lavede du her?"

"Ærværdige Mester," lød mit svar. "I, lang tid har jeg haft for vane at komme til et af de små templer til privat meditation, Og jeg sidder da bag en af De hellige Figurer, hvor jeg ikke kan forstyrre andre, der sidder i meditation. Det, var ikke min hensigt at forstyrre jeres andagt; i virkeligheden" - jeg så ret skamfuld ud - "faldt jeg i søvn, og jeg vågnede først da jeg hørte jeres tjeneste begynde."

Til venstre var den ødelagte smørlampe holdt op med. at dryppe, og pludselig lød der en kort hvæsen, da den flydende vege, der nu ikke havde mere smør, udåndede og slukkedes mod metallet. Et par sekunder var den rød, så spredtes den beske, harske lugt af den forkullede væge. Lamaerne så på hinanden og et svagt smil spillede, på deres læber. Den gamle, magre lama, som lod til at være den ældste, og som stod i spidsen for tjenesten, så på mig vendte sig så mod hver af sine kolleger og bemærkede: "Ja, det kan jeg huske, dette er drengen, som skal have særlig

Instruktion. Vi ville vente på hans læremesters tilbagekomst, før vi ville hidkalde ham, men da han nu er her, lad os så øve hans erfaring og evner, så vi kan vurdere ham uden uden hans mægtige læremesters indflydelse."

Mumlende samtykkede de andre, og med sænkede stemmer kom de med forslag, som jeg var alt for forvirret til at opfatte. Dette var de høje teleatiske lamaer, de høje clairvoyante, dem der hjalp andre, og nu sad jeg sammen med dem - sad og rystede af angst, det er sandt, men jeg sad dog sammen med dem. En af dem vendte sig mod mig og sagde: "Lobsang, vi har hørt så meget om dig, om dine medfødte kræfter og evner, om dine muligheder og om din fremtid. I virkeligheden er det os, der har undersøgt Optegnelsen af Sandsynligheder for at se, hvad der ville ske i dit tilfælde. Er du villig til at underkaste dig en prøve, så vi kan bestemme udstrækningen af dine kræfter? Vi ønsker at tage dig med ud på en tur på det astrale plan, i verdenen under det astrale, vi ønsker at tage dig med gennem Potala som en ånd."

Jeg så tvivlende på ham. Tage? Hvorledes kunne de tro, jeg kunne gå? Jeg kunne humpe rundt i korridorerne, men mine ben var ikke raske nok til, at jeg kunne gå med bare en vis grad af selvtillid.

Jeg tøvede, tænkte over det og pillede ved sømmen på kjortel. Så svarede jeg: "Ærværdige Mestre! Jeg er i jer magt, men jeg må dog sige, at jeg ikke er i stand til at gå ret meget på grund af ulykkerne. Men som en god munk er jeg fuldt ud til Eders tjeneste, idet jeg håber, at min læremest - Lama Mingyar Dondup, ville billige min beslutning." Ingen lo, eller endog smilede, ad dette, der måtte have lydt som meget højtidelig erklæring, for jeg var ung og uerfaren, men jeg gjorde trods alt mit bedste, og hvem kan gøre mere end sit bedste?

"Lobsang, vi ønsker, at du ligger udstrakt, det bliver nødt til, da dine ben ikke tillader, at du sidder i den ortodok stilling. Derfor må du ligge udstrakt." Den gamle lama tog forsigtigt en siddepude og anbragte den under mit hovede, anbragte han mine foldede hænder således, at de lå mellem brystbenet og navlen. Så flyttede de sig selv, vendte krystalkuglen og anbragte den forsigtigt på et sted, jeg ikke før havde bemærket, inde i en Hellig Figur. De sad rundt omkring mig, således at mit hovede befandt sig nøjagtigt midt cirklen. En af lamaerne brød ud af cirklen og kom tilbage med røgelse og et lille fyrfad. Jeg havde nær vanæret mig selv ved at nyse, da en røgsky svævede hen over mit ansigt og kildede mig i næsen.

Mærkeligt, mine øjenlåg blev tunge. Jeg havde en fornemmelse af stigende træthed, men lamaerne så ikke på mig, de så på et punkt langt over mig. Jeg tvang mig selv til at se, og jeg kunne se under deres hager, jeg kunne se op i deres næsebor, deres hoveder var lænet så langt tilbage, åt jeg ikke kunne skelne, deres øjne. Nej, de så ikke på mig, de så - hvorhen?

Røgelsen brændte videre og gav en lille hvislende lyd fra seg, som jeg ikke før havde bemærket. Pludselig pressede jeg henderne endnu fastere sammen, for hele bygningen syntes at rokke. Jeg havde hørt om jordskælv, Og jeg troede, at vi i Potala pludselig blev udsat for et. Jeg blev grebet af panik, det lykkedes mig kun med nød og næppe at undertrykke følelsen, da jeg tænkte på, at det ville være en skændsel for min læremester, hvis jeg larmende rejste mig og humpede ud af templet, mens lamaerne roligt blev siddende.

Den vippende bevægelse fortsatte, og et øjeblik følte jeg mig næsten syg. I næste øjeblik følte jeg, at jeg >flød< op; jeg opdagede, at en af bjælkerne i loftet kun var et par tommer fra min hånd. Dovent strakte jeg hånden ud for at beskytte mig selv, og til min rædsel gik min hånd lige igennem bjælken uden så meget som at forstyrre støvet, der lå på dens overflade.

Rædselslagen over denne oplevelse, sank jeg hurtigt ned og landede på fødderne ved siden af en Hellig Figur. Hurtigt strakte jeg hånden ud for at støtte mig til den, da jeg vidste at mine ben ikke ville kunne bære mig. Men igen gik mine hænder lige igennem den Hellige Figur, og mine ben var faste og stærke. Jeg mærkede ingen smerte, intet ubehag. Jeg vendte mig hurtigt - gruppen af lamaer var der stadig. Men, nej! Én var fraværende. Han stod, opdagede jeg, lige ved siden af mig, hans hånd skulle lige til at berøre min albue. Han forekom mig at være meget klar og lys og noget større end de andre, og da jeg så på Den hellige Figur, opdagede jeg, at jeg også var større end normalt. Igen fornemmede jeg en stor knude af frygt inden i mig, og min mave var ved at give efter for frygten. 

Men lamaen tog fat i min albue og forsikrede mig med et: >Det er helt i orden, Lobsang, du behøver ikke frygte noget. Kom med mig.< Han førte an med hånden på min højre albue. Forsigtigt gik vi uden om lamaerne i cirklen. Jeg så, og jeg så på centrum af cirklen, men min krop var der ikke; der var ingenting dér. Forsigtigt berørte jeg mig selv - jeg føltes fast og solid. I al hemmelighed rakte jeg ud og i rørte lamaen ved siden af mig, han føltes også solid. han lagde mærke til min bevægelse og lo og lo. "Lobsang! Lobsang! Du befinder dig nu på et andet plan, komplet med din krop. Kun dem med de største okkulte evner, medfødte evner kan gøre noget sådant. Men kom med mig."

Vi gik over mod den ene side af templet, og muren kom nærmere og nærmere. Jeg rev mig løs fra hans greb og drejede til siden, idet jeg udbrød: "Nej. Vi slår os, hvis vi ikke stopper. Det er en massiv mur!"

Lamaen tog igen fat i mig og kommanderede: "Kom nu! Når du har fået mere erfaring, vil du opdage, hvor enkelt det er< Han gik om bag mig og lagde sine hænder mellem mine skulderblade. Muren tårnede sig op, en massiv mur af grå sten. Han skubbede, og jeg blev udsat for den mest forunderlige følelse i hele mit liv, da jeg gik ind i stenmuren. Det fornemmedes, som om hele mit legeme prikkede, det føltes, som millioner - milliarder af bobler blev presset imod mig - men de standsede mig ikke, de kildede mig bare, fik mit hår til at rejse sig, og fik det til at klø behageligt. Jeg syntes bevæge mig uden noget som helst besvær, og som jeg kiggede - fik jeg det indtryk, at jeg bevægede mig gennem en sandstorm men sandet skadede mig ikke, det gjorde slet ikke ondt i øjnene. 

Jeg strakte hænderne ud og forsøgte at få fat i noget af sandet. Men det gik igennem mig - eller jeg gik igennem det, jeg ved ikke, hvad der er mest korrekt. Lamaen klukkede (lo) og skubbede lidt hårdere, og jeg brød lige igennem muren ud i korridoren på den anden side. En gammel mand kom gående med en smørlampe i hver hånd og et eller andet presset ind mellem hans venstre albue og kroppen. Jeg forsøgte at undgå at komme i berøring med ham, men det var for sent. Jeg var straks parat til at undskylde min kluntethed, men den gamle mand fortsatte. Han var gået igennem mig, eller også var jeg gået igennem ham, og ingen af os var klar over berøringen, ingen af os fornemmede, at vi lige var gået gennem et andet menneske.

Med lamaen som fører bevægede vi os igennem bygningen uden på noget tidspunkt at forstyrre folks privatliv i deres værelser, men i stedet besøgte vi forrådskamre og - en temmelig kaustisk kommentar eller gestus fra lamaens side (han kendte mig) - vi besøgte køkkenet!

Den gamle munkekok var der, han hvilede sig op ad en stor læderbeholder med byg. Han kløede sig og stangede tænder med en stilk. Nu og da vendte han sig og sendte en spytkladat over i hjørnet, og så fortsatte han med at klø sig og stange tænder. Mens vi stod og betragtede ham, vendte han sig, udsendte et dybt suk og sagde: "Ja! Ja! Så er det vel på tide at lave mad igen. Oh,! Sikke et liv: tsampa, tsampa og endnu mere tsampa, og alle de sultne mennesker, jeg skal fylde!

Vi fortsatte videre igennem bygningen. Mine ben besværede mig oveerhovedet ikke, i virkeligheden, for at være helt ærlig, tænkte jeg slet ikke på mine ben, for der var ingengrund til det - de voldte mig ingen kvaler(som nevnt var hans fysiske legeme skadet i benene). Vi var omhyggelige, meget omhyggelige, med ikke at betræde en anden persons private område. Vi gik rundt i korridorerne og så så meget, vi kunne uden at forstyrre andre. Vi gik også langt ind i forrådskamrene. Udenfor lå min gamle katte-ven, Ærværdige Kis Kis; den lå udstrakt i sin fulde længde og rørte sig næstén ikke. Dens knurhår sitrede, og dens ører lå fladt tilbage.

Vi nærmede os uden en lyd, troede vi, men pludselig sprang den op helt vågen og klar, den rejste børster og blottede tænderne. Men så var det, som om den skelede, da den så på det astrale plan (hvad alle katte kan), og den begyndte at spinde, da den genkendte mig. Jeg prøvede at stryge den over pelsen, men naturligvis gik min hånd lige igennem den, en yderst mærkværdig oplevelse, får jeg havde ofte klappet gamle Kis Kis, og aldrig før var min hånd gået ind i den. Den lod til at more sig lige så meget over det, som jeg forundredes, men så gav den mig et skub, som gik igennem mig, og nu var det dens tur til at blive overrasket. Så ignorerede den hele den mærkelige hændelse og lagde sig ned for at sove igen.

I lang tid vandrede vi igennem massive mure, steg op gennem etager, men til sidst sagde lamaen: "Ned igen, lad os gå ned, for vi har rejst længe nok for denne gang. Han tog fat i min arm, og vi sank ned gennem en etage, kom til syne fra loftet neden under, og ned gennem endnu en etage, indtil vi kom til korridoren, der førte hen til templet. 

Endnu en gang nærmede vi os muren, men denne gang tøvede jeg ikke. Jeg gik igennem den og nød faktisk den mærkelige fornemmelse af alle de bobler, der korn og kildede på en behagelig måde. Indenfor sad lamaerne stadig i cirklen, og min lama - ham, der holdt fast i min arm - sagde til mig, at jeg skulle lægge mig i den stilling, jeg oprindelig havde indtaget. Det gjorde jeg, og straks blev jeg overvældet af træthed og faldt i søvn.

Et eller andet sted i det fjerne ringede en klokke. Lyden var først sløret af afstanden, men den tog hurtigt til i styrke. "Klang! Klang!< lød det. Mærkeligt, tænkte jeg, en klokke? Du godeste, den ringede i takt med mit hjerteslag. Et øjeblik var jeg nær blevet overvældet af panik, jeg havde sovet over mig, og var kommet for sent op til tempeltjenesten! Forvildet prøvede jeg at åbne øjnene og se, hvor jeg var. 

Dette var mærkeligt! Jeg kunne ikke focusere. Jeg kunne kun se ni rædsvækkende hvide klatter på toppen af safrangule striber. Min hjerne knagede af anstrengelse. Hvor var jeg? Hvad var der sket? Var jeg faldet ned af et tag, eller hvad? Langsomt opdagede jeg, at forskellige smerter vendte tilbage i min bevidsthed.

Åh, ja! Det hele kom tilbage i ét ryk, og med den viden kom også evnen til at focusere og se, hvad der var foran mig. Jeg lå på ryggen på det kolde, kolde stengulv. Min skål var på en eller anden måde gledet om bag i kjortelen og bar nu min vægt mellem mine skulderblade. Min bygpose - af hårdt læder - havde arbejdet sig ned og knuste næsten mine ribben. Jeg bevægede mig tungt og stirrede op på de ni lamaer, der holdt øje med mig. De var de ni frygtelige hvide klatter på safrangule striber! Jeg håbede ikke, de vidste, hvad jeg' havde tenkt.

"Jo, Lobsang, vi ved det!< smilede en, "dine telepatiske tanker var meget klare om emnet. Men rejs dig langsomt. Du har klaret dig godt og fuldt ud retfærdiggjort din læremesters bemærkninger.< Varsomt satte jeg mig op, og modtog et hjerteligt skub i ryggen efterfulgt af en kraftig spinden. Den gamle kat kravlede rundt og så på mig og rørte ved rnin hånd til tegn på, at den ville kløes. Jeg gjorde det næsten automatisk, mens jeg samlede mine spredte tanker og spekulerede på, hvad der nu ville ske. "Ja, Lobsang, det var en god oplevelse at komme ud af kroppen,< sagde lamaen, der havde ledsaget mig, "vi må prøve det ofte, så du kan komme ud af din krop lige så let som at tage din kjortel af.<

"Men, Ærværdige Lama,< sagde, jeg noget forvirret, >jeg forlod ikke min krop - jeg tog den med mig!<

Lamaen åbnene munden af bare forbløffelse. "Hvad mener du?< udbrød han. "Du rejste i ånden med mig.<

"Ærværdige Lama,< lød mit svar. "Jeg så netop efter, og min krop lå ikke på gulvet, så jeg må have taget den med.

Den gamle, magre lama, den mindste af de ni, smilede og sagde: "Du drager en almindelig fejlslutning, Lobsang, for dine sanser spiller dig stadig et puds." Jeg så på ham og for at være helt ærlig, anede jeg ikke, hvad han talte om. Mig forekom det, at det var hans sanser, der spillede ham et puds, for, tænkte jeg, jeg burde bestemt vide, om jeg havde set min krop, og hvis jeg ikke gjorde det, så måtte kroppen ikke have været der. Jeg går ud fra, at mit skeptiske udtryk fortalte dem, at jeg ikke forstod det, de sagde, for en af de andre lamaer gjorde tegn til, at jeg skulle være opmærksom.

"Jeg vil give dig min version af det hele, Lobsang," sagde denne anden lama, "og jeg ønsker, at du hører godt efter, for det jeg har at sige er elementært, og dog er det noget, der forvirrer en masse mennesker. Du lå på gulvet, og da det var dit første bevidste forsøg i astralrejser, hjalp vi dig med at lette din astrale form ud af din fysiske form, og fordi det blev gjort af os, der har en livslang erfaring, følte du ikke noget stød eller nogen forstyrrelse. Det er derfor klart, at du ikke havde nogen idé om, at du var uden for din krop." 

Jeg så på ham og tænkte over det. Jeg tænkte: ja, det er rigtigt, jeg havde ikke nogon idé om, at jeg var ude af kroppen, ingen havde fortalt mig, at jeg ville være uden for kroppen, så hvis de ikke havde fortalt mig, hvad jeg kunne forvente, hvorledes kunne jeg så have en fornemmelse af at forlade kroppen? Men så huskede jeg igen, hvordan jeg havde set ned og ikke kunnet se min krop på gulvet, hvilket jeg bestemt ville kunne, med mindre jeg stadig var i kroppen. Jeg rystede på hovedet som for at ryste tankevævet løst, jeg følte, at alt dette var ved at blive for indviklet. Jeg var ude af kroppen, og dog var kroppen der ikke. Hvis den ikke var der, hvor var den så, og hvorfor havde jeg ikke set den et eller andet sted?

En af lamaerne sa: "Godt! Mennesker ser det, de forventer at se. Ofte ser de ikke det, der er mest åbenbart. For eksempel," han så hårdt på mig, mens han sagde dette: "Hvor mange rengøringsmænd var der i korridoren, da du kom? Hvem var den mand, der fejede inde i bygammeret? Og hvis Abbeden havde sendt bud efter dig og bedt dig fortælle sig, om du havde set nogen i den inderste korridoren, hvad ville du så have fortalt ham?" Han holdt inde et øjeblik for at se om jeg ville sige noget, og da jeg stirrede å ham - åbenmundet er jeg bange for - fortsatte han. 

"Du ville have sagt, at du ikke så nogen i den inderste korridor - den person der var i den inderste korridor, var en person der har enhver ret til at være der, én der altid er der, én der så høj grad passer sammen med den korridor, at du ikke gang ville lægge mærke til ham. Så du ville sige, at du ikke så nogen i den korridor."

En anden lama brød ind og nikkede viist med hovedet, da an bidrog med sin opfattelse. "Proktorerne har ofte problemer, når de foretager visse undersøgelser. De vil måske spørge om der var nogle fremmede, eller om der havde været nogen i en bestemt bygning, og uomtvisteligt vil du sige - nej, der har ikke været nogen. Og der vil måske have været en hel række mennesker, der kan have været proktorer, eller to lamaer og måske endog en budbringer fra et andet lamakloster. Men fordi disse mennesker er så almindelige det vil sige, fordi det er så almindeligt, at de er i det område - vil deres færden forblive ubemærket, og med hensyn til at blive observeret, kunne de lige så godt være usynlige.<

En der endnu ikke havde talt nikkede samtykkende. >ja det er sandt. Nu spørger jeg dig, Lobsang, hvor mange gangre har du været i dette tempel? Og alligevel var det nemt at dømme fra dit udtryk for lidt siden, at du ikke engang havde set stadet, hvorpå vi anbringer krystalkuglen. Den >pille< har været her i omkring to hundrede år, den har ikke været ude af dette tempel, og alligevel så du den faktisk for første gang. Den var her før, men da hørte den bare til og var derfor usynlig.<

Lamaen der havde været med mig på min astrale tur runt i Potala smilede til mig, da han fortsatte: >Lobsang, du have ingen anelse om hvad der skete, du vidste ikke, at du var være ude af din krop. Derfor var du ikke forberedt på at se din krop. Vi kommer ud for det samme i hypnose; vi hypnotisere en person til at tro, at han er helt alene i et værelse, og under hypnosen vil han se over alt i værelset undtagen på den person, der er i værelset sammen med ham. Og når den hypnotiserede person bliver vækket igen, vil han aflæg ed på, at han har været alene. På samme måde undgik du hyggeligt at se derhen, hvor din krop var. I stedet så du runt i periferien af cirklen, du så dig omkring i templet og unngikk det ene sted du troede, du ønskede at se.<

En lama - jeg kendte ikke den ene fra den anden - sagde: Det åbenbare kan ofte blive usynligt, for jo mere almindelig en genstand er, desto mindre bemærkelsesværdig bliver den. Tag manden der kommer med byg. Du ser ham hver dag, og alligevel ser du ham ikke. Han er så kendt en skikkelse, at du - hvis jeg havde spurgt dig om hvem der kom gående i morges, ville have svare - ingen - for du ville ikke betragte manden som en person, men bare som noget der altid gjorde en bestemt ting på et bestemt tidspunkt.<

Det forekom mig meget fantastisk, at jeg skulle ligge på gulvet uden at være i stand til at se min egen krop. Men jeg havde imidlertid hørt så meget om hypnose og astralrejser, at jeg var ganske villig til at akceptere deres forklaring.

Jeg tænkte over det. Jeg havde ofte undret mig over, hvordan nogle af vore høje lamaer syntes at være altvidende, de syntes at være specielle væsener, de befandt sig, langt over hberdagens små genvordigheder og var i stand til at sige, hvad der skete i en hvilken som helst del af vort land - jeg kunne huske én gang, hvor jeg sammen med min læremester havde besøgt en gammel, gammel mand. Jeg var blevet præsenteret for ham, og vi sad og snakkede, eller rettere min læremester og han havde snakket sammen, og jeg havde ærbødigt hørt efter. 

Pludselig havde den gamle mand løftet hånden og sagt: >Jeg bliver kaldt!" Så havde han trukket sig tilbage, lyset syntes at gå ud fra hans krop. Han sad der ubevægelig, ligne en død mand, lignede en tom skal. Min læremester sad helt rolig, og han gjorde tegn til, at jeg også skulle forholde mig helt roligt. Vi sad sammen med hænderne foldet i skødet, sad uden at sige noget, uden at bevæge os. Med stor interesse betragtede jeg det, der forekom at være en tom figur. 

I ti, måske tyve minutter - det var svært at bedømme tid under de omstændigheder - skete der intet. Så vendte livsfarven bage i den gamle mand. Langsomt rørte han på sig og åpnede øjnene, og så - jeg vil aldrig glemme det - fortalte han læremester nøjagtig hvad der skete i Shigatse som lå et godt stykke borte. Det faldt mig ind, at dette var et langt bedre kommunikationssystem end alle de fantastiske apparater havde hørt om i den ydre verden.

Jeg ønskede at være i stand til at astralrejse over alt. Jeg ville være i stand til at bevæge mig over bjergene og over havene og ind i fremmede lande. Og disse mænd, disse ni ville lære mig det…..