Det flg er noen korthistorier som er diktert fra andre siden - astralplanet – til

C.W.LEADBEATER allerede i 1912!-  gjennom boken

"INVISIBLE HELPERS" (3.utg.1912)

 eller som på dansk het

og utgitt på teosofisk forlag -84. isbn87-88501-04-3

 (merk-bilder i alt dette er ikke hentet fra boken)

den første adskillelsen kan være forvirrende for den uforberedte -og når "sølvsnoren"  brister er det ingen vei tilbake -da er man såkalt død - men egentlig mer levende enn man var før -fordi; den såkalte fysiske bevisstheten er en SEKUNDÆR- BEVISSTHET. Men dog nødvendig,  for å lære logisk/lovmessig tenkning, hvilket sjelen har "glemt" eller degenerert, som en nødvendighet for å gjenskape den kosmiske bevissthet i hvert sprial-kretsløp

hele ALTET er forbundet via bevissthet - alt LEVER- men hvert nivå eller utviklingsspiral kan ikke fattes dagsbevisst  av underliggende vesener i lavere trinn, før enn man har nådd KOSMISK BEVISSTHET - et stadium som ALLE når på et tidspunkt i hver spiral, når man lever i ABSOLUTT HARMONI og samklang med alle andre, og der kjærligheten og innsikten er nærmest fullkommen.

"søvnen er dødens lillebror" - begge tilstander tar dagsbevisstheten UT AV DEN FYSISKE KROPPEN/ "hjernen" - men husk at denne såkalte fysiske bevisstheten er en SEKUNDÆR- BEVISSTHET

Fra Kapitel 12

ARBEJDET BLANDT DE DØDE

bildet skal vise hvordan "Anne" som ligger i dyp søvn, reiser astralt "ut" og besøker sin "døde søster" midlere astralplan på natten, der de sammen arbeider for å hjelpe forvirrede "avdøde"som ikke vet de er nettopp det- SÅKALT DØDE!

Et af de mange onder, der er en følge af den latterligt fejlagtige lære om tilstandene efter døden, som desværre er almindelig her i vor vestlige verden, er det at de som nyligt har aflagt deres dødelige hylster, i reglen er meget forvirrede og ofte alvorligt forskrækkede over at opdage at alting er helt anderledes, end deres religion har ladet dem formode. Den mentale indstilling hos et stort antal af disse mennesker blev forleden dag fyndigt formuleret af en engelsk general, da han tre dage efter sin død traf en af hjælperne, som han havde kendt i sit fysiske liv. Efter at have givet udtryk for sin store lettelse over endelig at have fundet en, han kunne tale med, lød hans første bemærkning således  "Jamen hvis jeg er død, hvor er jeg så, for hvis dette her er himlen, så giver jeg ikke meget for den, og hvis det er helvede, er det bedre, end jeg havde ventet!"

på de høyrere plan er tidligere siviliasjoner "kopiert" - eller speilet- som her en kunstners fremstilling av LEMURIA (Lamar)- det fortidige, lavtliggende kontinent i Stillehavet -mer om det i boken JORDENS KOLONISERING FRA KOSMOS

Desværre er der langt flere, som ikke tager tingene så filosofisk. Man har lært dem, at alle mennesker er bestemt til den evige ild bortset fra nogle begunstigede få, som er overmenneskeligt gode, og da der kun skal et minimum af selvransagelse til for at overbevise dem om, at de i hvert fald ikke hører til den kategori, er de meget ofte i en tilstand af panisk rædsel, hvor de hvert øjeblik venter, at den nye verden, hvori de befinder sig, skal opløse sig, så de styrter ned i kløerne på den djævel, man har gjort sig så ihærdige bestræbelser for at få dem til at tro på. I mange tilfælde tilbringer de lange perioder under stor mental lidelse, før de kan frigøre sig fra den skæbnesvangre indflydelse, som denne blasfemiske lære om evig straf har på dem, og indse, at verden ikke styres efter en hæslig dæmons forgodtbefindende, et væsen der fryder over menneskelig kval, men i overensstemmelse med en velvillig og vidunderligt tålmodig evolutionslov, der ganske vist er absolut retfærdig, men som på ethvert stadium af et menneskes livsløb atter og atter giver ham muligheder for at gøre fremskridt, hvis han bare vil gøre brug af dem.

Det skal i sandhedens interesse siges, at det kun er i de såkaldt protestantiske samfund, at dette frygtelige onde forekommer i sin værste form. Med sin lære om skærsilden (bilde over og under) kommer den store romersk-katolske kirke forestillingen om astralplanet langt nærmere, og dens fromme tilhængere er i hvert fald klare over, at den tilstand, hvori de befinder sig kort efter døden, kun er midlertidig, og at det er deres opgave at bestræbe sig for så hurtigt som muligt at hæve sig over den gennem intens åndelig stræben, idet de samtidig accepterer enhver lidelse, de måtte komme ud for, som nødvendig, for at de kan komme af med ufuldkommenhe-derne i deres karakter og således blive skikket til at gå videre til højere og lysere regioner.

 Man vil altså se, at der er nok at gøre for hjælperne blandt de nyligt afdøde, for i de allerfleste tilfælde trænger de til at blive beroliget, trøstet og undervist. I den astrale verden er der ligesom i den fysiske - mange, der ikke er særlig indstillet på at tage imod råd fra dem, som ved mere end de selv; men selve det at de finder de forhold de er omgivet af, mærkelige, har den virkning, at mange af de døde villigt tager imod vejledning fra dem, der øjensynligt er fortrolige med disse forhold. Og manges ophold på dette plan er blevet betydeligt forkortet gennem disse energiske hjælperes ihærdige anstrengelser.

bildet: Annen gammel forstilling om skjærsilden

Man må imidlertid gøre sig klart, at man ikke på nogen måde kan gribe ind i den dødes karma. I løbet af sit liv har han dannet seg et astrallegeme af en vis tæthedsgrad, og så længe dette legeme ikke er tilstrækkelig opløst, kan han ikke gå videre til himmelverdenen; rnen han behøver ikke at forlænge den periode, som er nødvendig til denne proces, ved at indtage en forkert holdning.

Alle studerende bør have en klar forståelse af, at længden af et menneskes astrale tilværelse efter det fysiske legemes død,  hovedsagelig afhænger af to faktorer;

1: nemlig det liv, han har ført, mens han var på jorden, og
 

2:den mentale holdning, han indtager efter det, vi kalder døden
 

Under den jordiske tilværelse influerer han hele tiden på det stof, der indgår i hans astrallegeme. Han indvirker direkte på det gennem de lidenskaber, følelser og begær, som han lader sig beherske af, og han påvirker det indirekte ovenfra gennem sine tanker og nedefra gennem detaljerne i sit fysiske liv - sin selvbeherskelse eller sine udskejelser, sin renlighed eller mangel på samme, og det han spiser og drikker.

 Hvis han er så tåbelig, at han fremturer i sine slette tilbøjeligheder på et eller andet af disse områder, skaber han sig et grovt og primitivt astrallegeme, der kun er vant til at reagere på astralplanets lavere vibrationer, og han vil da efter døden være indskrænket til denne del af planet, under dette legemes langsomme opløsningsproces. Hvis han derimod gennem en ordentlig og velovervejet livsførelse har dannet sig et vehikel, der hovedsagelig består af finere materiale, vil han ikke komme ud for nær så mange vanskeligheder og ubehageligheder efter døden, og hans evolution vil skride langt hurtigere og lettere frem.

 Der er en almindelig forståelse af disse forhold; men det synes, som om man ofte glemmer den anden store faktor, den mentale holdning efter døden. Det er især af vigtighed for ham at gøre sig klart, hvor han nu befinder sig på denne specielle lille bue af sin evolution, og at han indser, at han på dette stadium hele tiden bliver draget indad mod det egentlige egos plan, og at hans opgave derfor består i så vidt muligt at frigøre sine tanker fra fysiske forhold og rette dem mod de åndelige, som han vil komme til at beskæftige sig med under sin tilværelse i himmelverdenen. Herved fremmer han i høj grad astrallegemets naturlige opløsning og undgår det sørgeligt almindelige fejlgrab at trække sit liv i langdrag på de lavere trin af det plan, der kun skulle være et midlertidigt opholdssted.

 Der er imidlertid mange af de døde, som forsinker opløsningsprocessen i meget betydelig grad ved at klamre sig lidenskabeligt til den jord, de har forladt. De vil simpelthen ikke rette deres tanker og higen opad, men tilbringer deres tid med at gøre alt, hvad de kan, for at bevare den fuldstændige forbindelse med det fysiske plan, hvorved de lægger store hindringer i vejen for enhver, der måtte gøre forsøg på at hjælpe dem.  De har aldrig næret nogen virkelig interesse for andet end jordiske forhold, og efter døden klamrer de sig til dem med desperat vedholdenhed. Efterhånden som tiden går, bliver det dog mere og mere vanskeligt for dem at bevare forbindelsen med den jordiske tilværelse; men i stedet for at glæde sig over denne gradvise forfinelses- og åndeliggørelsesproces og fremme den, stritter de imod af al magt.

eksempel på en som ikke vet at han er såkalt død- venter i sitt egenskapte tankefengsel ved graven; på "oppstandelsen" - uten å vite at nettopp er det!!

Til sidst bliver evolutionens vældige kraft naturligvis for stærk for dem, og de bliver draget ind i dens velgørende strøm; men de gør modstand på hvert eneste trin af vejen, hvorved de ikke blot forvolder sig selv en mængde ganske overflødig sorg og lidelse, men også forsinker deres fremskridt mod højere verdener i meget alvorlig grad og forlænger deres ophold i astrale regioner næsten i det uendelige.

En stor del af det arbejde, som udføres af dem, der prøver på at hjælpe, består i at overbevise disse mennesker om at denne uvidende og ulyksalige modstand mod den kosmiske vilje, er i modstrid med naturens love, og i at få dem til at indtage en diamentralt modsat holdning.

Det hænder af og til, at det er ængstelse, der binder den døde til jorden - en ængstelse, der kan stå i forbindelse med uopfyldte forpligtelser eller ubetalt gæld, men som hyppigere drejer sig om en hustru eller om børn, som ved den pågældendes død har mistet deres forsørger. I sådanne tilfælde har det mere end en gang været nødvendigt for hjælperen til en vis grad at fungere som den dødes repræsentant på det fysiske plan, og på hans vegne ordne de ting, der bekymrede ham, før det har været muligt for ham at fortsætte på sin vej opad med fred i sindet. Et eksempel, som vi fornylig har været ude for, kan måske bidrage til at kaste mere lys over sådanne forhold.

BEKYMRINGEN FOR ETTERLATTE

 En af elevernes skare prøvede på at hjælpe en stakkels mand, der var død i en af vore vesterlandske byer, men fandt det umuligt at drage hans tanker bort fra jordiske ting, fordi han var bekymret for to små børn, der nu efter hans død var uden forsørger. Han havde været arbejdsmand af en eller anden slags og havde ikke kunnet lægge penge til side til dem; hans kone var død et par år i forvejen, og skønt hans værtinde var overordentlig venlig og meget villig til at gøre alt, hvad der stod i hendes magt for dem, var hun selv alt for fattig til at kunne adoptere dem og var, om end meget nødigt, kommet til det resultat, at der ikke var andet  end at lade fattigvæsenet tage sig af dem. (husk dette er skrevet for ca 100år siden. Rø-anm) Det var en stor sorg for faderen; men han kunne ikke bebrejde værtinden det og havde heller ikke selv noget andet at foreslå.

Vor ven spurgte ham, om han ikke havde en eller anden slægtning, han kunne betro dem til; men faderen kendte ingen. Han sagde, at han havde en yngre broder, der sikkert ville have gjort noget for ham i denne fortvivlede situation; men han havde ikke været i kontakt med ham i femten år og vidste ikke engang, om han var levende eller død. Da han sidste gang havde hørt noget til ham, havde han været i lære hos en tømrer i den nordlige del af landet og var blevet betegnet som en solid ung mand, der nok skulle blive til noget, hvis han ellers fik lov til at leve.

 Det var ikke meget at gå efter; men da der ikke i lod til at være andre muligheder for at hjælpe børnene mente vor ven, at det var umagen værd at gøre sig en særlig anstrengelse for at følge dette spor. Han tog den døde mand med sig og begyndte tålmodigt at lede efter broderen i den by han havde fået opgivet, og efter en hel del besvær lykkedes det virkelig at finde ham. Han var nu tømrermester og havde en ret god forretning. Han var gift, men havde ingen børn, selv om han meget gerne ville have haft det, så han var åbenbart lige den rette mand i denne situation.(forts)

Neste | forrige

Utg side