En af de sensationer, som prægede 1974 var dokumentationen af israeleren Uri Gellers usædvanlige psykiske evner. I TV-udsendelser i en række vesteuropæiske lande afslørede denne unge, sorthårede israeler, at der findes kræfter i tilværelsen, der bryder de kendte fysiske love, og at disse kræfter kan styres ved bevidst-hedskoncentration. I dansk TV bøjede og knækkede han en kantinegaffel ved tanke-kraft i forbindelse med en svag berøring. Han fik ligeledes en kraftig nøgle til at bøje. Den blev senere undersøgt af professor E. W. Langer på Danmarks tekniske Højskole, som erklærede, at det krævede et tryk på 40 kg for at bøje nøglen, og at nøglen ikke havde været udsat for kemisk påvirkning.

Siden disse begivenheder er der udkommet en bog med titlen Uri Geller, skrevet af en amerikansk neurolog, dr. Andrija Puharieh. Han beskriver Uri Geller som et charmerende, energisk og følelsesbetonet menneske. Den går tæt på med hensyn til hans inderste tanker om livet, menneskehedens skæbne og det religiøse. Det afsløres, at han har åndelig kontakt med intelligensvæsener fra rummet, der benytter ham som led i bestræbelsen på at skabe fred og udvikling på Jorden. Da mange af disse tanker er i god overensstemmelse med Martinus' analyser, skal bogens hovedindhold resumeres og kommenteres her.

Puharich opdager Uri.

Dr, Puharich var første gang i Israel i 1970 for at demonstrere sin teknik med elektrostimulering af døves høresans. Ved den lejlighed besøgte han også Qumran hulerne, hvor Dødehavsteksterne blev fundet i 1947. Han var meget fascineret af essæernes lære, og ved tanken om, at de engang havde levet der, nød han i eftermiddagsstilheden stedets åndelige atmosfære.

Selvom Uri normalt ikke brød sig om at deltage i videnskabelige eksperimenter, indvilgede han umiddelbart i at mødes med Puharich og to israelske venner næste eftermiddag til en nærmere efterprøvning af hans evner. Her indledte Puharich med at bede Uri demonstrere den af sine evner, han følte sig mest sikker på. Uri valgte da at vise sine telepatiske evner og bad Puharich tænke på et tal. Puharich fortæller, at han tænkte på tallet 4. Så skulle han tænke på endnu et tal, han tænkte på 3 og endelig et tredje tal, hvor Puharich valgte tallet 2. Nu overraskede Uri selskabet med at spørge, om de havde lagt mærke til, at han havde skrevet på en blok før Puharich valgte sit første tal og ikke havde rørt blokken siden. Det bekræftede man, og så bad Uri dem tage blokken, vende den og se, hvad der stod skrevet Der stod 432!

Dette eksperiment vakte megen munterhed og beundring. Uri fortalte, at han telepatisk havde sendt tallene til Puharich, før denne var indstillet på eksperimentet for at sikre sig, at han ikke modarbejdede ham. Som man kan forstå, var eftermiddagen meget vellykket, og den blev indledningen til mange eksperimenter og et varmt venskab.

Træk af Uri's liv.

Uri har ikke kendt ret meget til sin far. Som så mange andre israelske mænd var denne stærkt optaget af det nyoprettede lands forsvar. Mens Uri endnu var baby, skiltes han fra Uris mor og blev professionel soldat. Under sin opvækst så Uri dog sin far enkelte gange og var meget stolt af at have en tapper far. Da Uri som ung selv blev soldat traf de igen hinanden og følte stor glæde ved gensynet. Efter skilsmissen flyttede Uris mor til en forstad ved Tel Aviv. Her blev han passet sammen med naboens børn, mens moderen var på arbejde.

Det var i denne periode, som 3-årig, at Uri i nabohaven, der tilhørte en rig araber, havde en enestående oplevelse i forbindelse med et rumfartøj. Denne begivenhed gik imidlertid i glemmebogen og kom først frem igen under hypnoseforsøg med Puharich. Vi vender derfor tilbage til den lidt senere.

Som 7-årig kom han i skole, men han var ikke altid lige oplagt til at høre på lærerens lange forklaringer. En dag, da han syntes, at det var særlig kedeligt, ønskede han brændende, at klokken skulle blive 12, og da han kiggede på uret, var klokken 12! Han rejste sig for at gå ud, men der var ingen andre, der bevægede sig, og læreren stirrede på ham og dernæst på uret på væggen. Det viste 10.30. Uri gik slukøret tilbage til sin plads og kiggede på sit ur, det var stadig 12. Der var ikke noget i vejen med uret, og Uri blev klar over, at han kunne få viserne til at flytte sig, hvis han ønskede det stærkt.

 Kammeraterne syntes det var vældig spændende, og han begyndte at samle stort antall omkring sig, når han optrådte.Det fik imidlertid snart en ende, fordi kammeraterne holdt på(trodde), at det var et trick, og at han skulle vise dem, hvordan han bar sig ad. Han holdt derfor op med at "optræde" og holdt sine særlige evner som sin egen hemmelighed.

Da han var 9 år, giftede moderen sig igen, og Uri blev sendt i en kibbudz, der fungerede som drengelejr. Her var han i to år og følte sig meget utilfreds. Dels kunne han aldrig være alene, men var altid sammen med mange andre, og dels savnede han naturligvis sine forældre. Det var, mens han var her, at faderen kom forbi med sin tank og andet imponerende militært udstyr. Uri var lykkelig for at se sin far, men måtte efter få timer atter vinke farvel og var igen "ensom" blandt de mange kammerater.

Da han var 11 år, flyttede han sammen med moderen og stedfaderen til et lille hotel, som stedfaderen ejede på Kypern. Her boede han i syv år, og det var her, han blev voksen. Han var nu for første gang uden for jødisk område og lærte derfor også for første gang om Jesus i skolen. Her fortalte brother Bernard om Jesu' liv, og da han fortalte om Bethlehemsstjernen, der ledte de tre vise mænd til Jesu! fødested, sammenlignede han den interessant nok med et af disse oplyste rumskibe, som folk rundt omkring på Jorden var begyndt at observere.

Da brother Bernard fortalte om, at Jesus havde større visdom og flere evner end andre mennesker, kunne Uri ikke lade være med at udbryde: "Kunne han også få urvisere til at flytte sig uden at røre dem?" Alle lo, men brother Bernard forklarede, at man ikke havde ure dengang, men at Jesus kunne gøre andre ting, f.eks.lave vand til vin, og gøre ét brød til mange brød.

På Cypern/kypros traf Uri også en elskelig gammel muslim, der også var lærer, men for muhamedanske børn. Hans navn var Mustafa Sa'abud. Han kunne godt lide Uri og skæmtede tit med ham, når de mødtes på gaden. En dag spurgte han Uri, hvorfor han ikke bar den jødiske hovedbeklædning, yarmulken, ligesom de andre jødiske drenge. Uri svarede, at han ikke syntes, han blev en bedre jøde af at bære den. At være jøde var ikke anderledes end at være nogen anden. "Det, som det drejer sig om, er at tro på Gud, og jeg tror på Gud!" Hertil svarede Mustafa meget blidt: "Du er vis. At være en muslim er det samme. At være muhamedaner vil sige at underordne sig Guds vilje, og Allah er vort ord for Gud. Det er det samme som at tro på Gud." Uri afbrød ham hurtigt:

"Hvorfor kæmper jøder og arabere, som er muhamedanere, så mod hinanden? Min far må kæmpe med araberne altid, fordi de vil tage vort land og hjem fra os!" Mustafa fortalte nu Uri, hvorledes religionerne havde udviklet sig, men at det er den samme Gud, der taler til menneskene gennem forskellige profeter. "Min søn, jeg tror, at det er Allahs vilje og følelse, at alle mennesker skal elske ham og hinanden. Jeg tror, at en ny profet vil komme, hvis opgave vil blive at føre alle mennesker tilbage til den sande kærlighed, den eneste Gud, for der er kun én Gud. Det er mennesket, som har lavet så mange guder. Min søn, jeg er muslim, og du er født som jøde. Lad os være enige om, at der er én Gud, som har skabt mennesket, og at det er forkert (feil)af os at hade eller kæmpe."

Da Uri var 16 år døde hans stedfader af et hjerteslag, og dermed ophørte hans frie drengeliv, for nu måtte han hjælpe moderen med at drive hotellet. Der fulgte nu to strenge, arbejdsomme år. Så indtraf der en spændt politisk situation på øen, som gjorde jødernes tilstedeværelse farlig, og de besluttede at sælge hotellet til spotpris og rejse til Tel Aviv. Uri var nu 18 år, og kort tid efter kom han ind i den israelske hær. Her gennemførte han sammen med andre unge en meget hård træning og var med i mange alvorlige krigshandlinger. Det endte med at han blev såret i begge armene af maskingeværkugler og måtte indlægges.

I sin rekonvalescenstid blev han udstationeret i en drengelejr og her mødte han Shipi, der skulle blive en af hans nærmeste venner. Han var dengang en lang, tynd 12-årig dreng med storkelignende hoved. Efter at være blevet helt frisk/rask, forlod Uri hæren og fik et kedeligt job i et textilfirma. Det var på en måde Shipi, som hjalp ham til en ny og mere interessant tilværelse, fordi han en dag arrangerede en optræden for Uri i sin skole-klasse. Det fik sneballen til at rulle, idet han nu fik mange invitationer til at optræde ved private selskaber, og endelig i 1970, han var da 23, fik han et professionelt engagement.

Uri' s opfattelse af sig selv.

Først efter at samarbejdet med Puharich var kommet igang, fik Uri gradvist en sikker fornemmelse af sine evners natur og betydning, men allerede forinden (før) havde han nogle teorier om, hvad det var, som skete. Da Puharich en af de første gange, de var sammen, spurgte ham, hvordan han troede disse evner fungerede, svarede han: "Jeg tror, at man passerer lysets hastighed i telepati. Jeg føler, at de telepatiske bølger bevæger sig med lysets hastighed eller hurtigere. Enhver genstand afgiver en udstråling, som bevæger sig ud i Universet.

 Når man passerer lysbarrieren, kan man se ind i fortiden og ind i fremtiden, og man kan omdanne ét materiale til et andet. Alt er baseret på lysets hastighed, og er man endelig hinsides(bak) den, er der ingen grænse for, hvad der kan gøres. Endnu har man ikke fundet partikler, der overskrider lysets hastighed, fordi de er for små. Jeg tror heller ikke der er nogen grænse for, hvor små partikler kan være."

Denne udtalelse er helt i overensstemmelse med Martinus' analyser, idet Martinus netop hævder, at man passerer ind i den åndelige verden, når man overskrider lysets hastighed, og at årsagerne til alle materielle tildragelser(hendelser) er at finde på det åndelige plan. I det omfang nogle årsager eller en plan er lagt fast i den åndelige verden, og man er i stand til at observere den, er det mulig, at man kan forudse, hvad der vil ske rent fysisk. Har man tilstrækkeligt udviklede psykiske evner, er det ligeledes korrekt, at man gennem dematerialisation og materialisation kan omdanne stoffer og skabe fysiske ting efter sit tankebillede.

Sådanne evner vil alle mennesker få, når deres moralske udvikling har nået en tilstrækkelig høj standard. Det siger sig selv, at sådanne evner hos umodne mennesker kunne gøre større skade end alle de materielle våben, som findes i dag. - Endelig er Uri' s ide om, at der ikke findes nogen mindste partikel som taget ud af Martinus' analyser.

Uri fortsatte: "Jeg tror, der er liv overalt i Universet. Der er fremskredne væsener, som kan passere lysbarrieren og kan rejse millioner af lysår på et øjeblik. De kan omdanne sig selv i forskellige dimensioner. De kan antage enhver form, de ønsker og vise sig som myrer, fugle, mennesker eller som UFO' er. Disse rum-mennesker ved nu, at jordmenneskene endelig er tilstrækkeligt udviklede til, at de kan vise sig i nyere former, end de gjorde i den bibelske tid. Det er derfor de antager forskellige former nu. ' Da Puharich spurgte ham, om han nogensinde havde set de ting, han talte om, svarede han benægtende, men sagde så: "Jeg nævner disse ting, fordi jeg ser dem i min bevidsthed. Jeg tror på dem. Jeg tror, vi lever andre liv."

Vi kan nok se bort fra den mulighed, at Uri skulle besidde en form for abnormitet. Den mulighed, at Uri er i besiddelse af evner, som mennesker har haft i større udstrækning i fortiden, kan man derimod ikke se bort fra. Sådanne "psykiske evner", som Martinus kalder dem, findes også hos primitive mennesker, ja, endog hos dyr. De bruges i den primitives hævnakt i form af besværgelse af fjenderne. I denne primitive form er de psykiske evner redskab for "sort magi". De mennesker i fortiden, som ifølge Uri eventuelt skulle have haft disse evner, behøver altså ikke, som Uri antager, at have været højt udviklede. 

Forskellige hendelser i Uri' s liv tyder på, at han også selv har ufærdige sider i sin mentalitet. Han mener selv, at han er skyld i 4 menneskers død. Det drejer sig dels om stedfaderen, som han ikke brød sig om, bl. a. fordi han var skyld i, at Uri blev sendt på kostskole som niårig. Desuden tre generaler, som han havde tænkt negativt på, fordi de havde nedstemt, at Uri skulle være officer. Han havde ønsket dem alle tre døde, og inden et år var det også tilfældet. De døde alle tre i 6-dages krigen imod Ægypten. Til fordel for Uri skal det tilføjes, at det ikke er sikkert, at der er denne sammenhæng, det er kun en fornemmelse som Uri har, og endelig - hvad der har betydning for Uri' s videre udvikling - er at han efter disse begivenheder aldrig har ønsket nogen noget ondt. Selvom han stadig kan blive vred på folk -alt for let, indrømmer han- bestræber han sig på at styre sig og tænke gode tanker om mennesker. At han virkelig har noget at kæmpe med, viser nogle episoder, hvor han er så hidsig overfor Puharich og nogle andre nære venner, og negativ overfor deres fælles projekt, at Puharich er lige ved at opgive det hele. Til gengæld forenes de bagefter i den skønneste indbyrdes forståelse.

Mere sandsynligt er det, at Uri gennem en række inkarnationer som led i sin individuelle udvikling har genoptrænet de gamle anlæg for psykiske evner, som alle mennesker har haft på et primitivt udviklingsstadium, og at disse evner nu i forbindelse med hans fremvoksende humane indstilling gør ham egnet til en højere mission, som - hvad Uri også selv antyder - ledes af rumvæsener.

Oplevelsen som 3-årig.

På et tidspunkt da Puharich følte, at det var svært at komme videre i forskningen omkring Uri, besluttede de gennem hypnose at føre Uri tilbage til barndommen for at se, om noget interessant skulle vise sig. I hypnotisk tilstand fortalte Uri derefter om mange af sine oplevelser som barn, men én af dem var af en ganske særlig natur og blev i virkeligheden nøglen til forståelsen af Uri. Kort efter sin 3-års fødselsdag blev Uri "væk". Han var kravlet gennem stakittet ind i en rig arabers have. Her var en dejlig græsplæne, smukke planter og træer og en lille dam med guldfisk. Efter at have leget lidt i denne skønne nye verden, faldt han i søvn på græsplænen.

Da han vågnede igen, var han sulten og skulle til at gå hjem, men da så han pludselig en stor skålformig genstand dale lydløst ned fra den klare himmel. Den lignede bunden af hans mors aluminiumsgryde. 

Han troede, det var en flyvemaskine, men de plejede at støje, og de havde også vinger. Pludselig kom der en stor skikkelse frem mellem maskinen og Uri. Han kunne ikke se noget ansigt, men skikkelsen havde et strålende udseende. Så hævede skikkelsen hænderne over hovedet, og et lys ligesom solen kom til syne mellem hænderne. Det virkede så stærkt på Uri, at han faldt bagover og faldt i søvn.

Efter at Uri i sin hypnotiske tilstand havde refereret denne glemte begivenhed, lød der en fremmed stemme i rummet. Alle tilstedeværende i værelset kunne høre den, men man kunne ikke afgøre, hvor den kom fra. Stemmen sagde bl. a.: "Det var os, som fandt Uri i haven, da han var tre. Han er vores hjælper og er sendt for at hjælpe mennesket. Vi programmerede ham i haven for mange kommende år, men han var også programmeret til ikke at huske. På denne dag begynder hans arbejde. Andrija (Puharich's fornavn) du skal passe på ham. Vi åbenbarer os, fordi vi tror, at menneskene er på tærskelen til en ny verdenskrig...

Et mandat fra himlen.

Genkaldelsen af denne gamle oplevelse gennem hypnose var det første tegn på, at Uri var et led i udenjordiske intelligensers mission. Uri kunne selv intet huske efter hypnosen og reagerede nærmest panikagtigt, da Puharich rapporterede, hvad han havde fortalt under hypnosen. Videre forsvandt cassetten, hvorpå det hele var indspillet, ud i den blå luft. Men da Uri senere på dagen havde besindet sig, var det tydeligt for Puharich, at Uri havde forandret sig. Han var mere beslutsom og myndig, og samtidig havde hans evner fået større effekt.

Cassetten var imidlertid væk og Puharich kunne ikke frigøre sig for en mistanke om, at det hele havde været en form for bedrag. Han anstillede derfor et forsøg, der for ham selv skulle være et personligt bevis på, at de havde at gøre med en fremmed superintelligens. Han anbragte en stålring i en tom mikroskopkasse og bad Uri lægge sin hånd på den og prøve på at få den til at forsvinde. Uri lagde hånden på kassen i ca. 2 min. og sagde så: "Jeg tror, ringen er væk. Undersøg kassen!" Den var væk, og det var første gang, Puharich var hundrede procent sikker på, at der havde fundet en dematerialisering sted.

Den endelige prøve fandt imidlertid først sted 6 timer senere, da Puharich ville bede Uri prøve at materialisere ringen igen. Puharich anså det selv for en umulig opgave, og krævede det derfor som tegn på, at højere magter var med i arbejdet. Efter at Uri, Puharich og en medarbejder Itzhaak havde konstateret, at kassen var tom, lagde Uri sin hånd på kassen. Det varede 15 minutter, så hørte de alle pludselig lyden af en metalgenstand, der faldt inde i kassen og en klirrende lyd på bunden. Puharich åbnede kassen og fandt den forsvundne metalring med korrekt kodenummer. Dette eksperiment var for dem alle et afgørende punkt i arbejdet. De følte nu med Puharichs ord, at de havde fået "et mandat fra himlen

De besluttede igen at hypnotisere Uri, og de modtog atter en besked af en uidentificeret stemme. Men atter viste det sig, at cassetten med optagelsen forsvandt. Det lykkedes dem aldrig at bevare nogen optagelse fra de udenjordiske intelligenser, som Puharich herefter kaldte IS (Intelligence from the Sky = intelligensen fra himlen). Enten forsvandt cassetten eller det optagede blev slettet.

Rumvæsenernes mission.

Til at begynde med var det nødvendigt at Uri befandt sig i hypnotisk tilstand for at der kunne etableres kontakt med IS, men efterhånden blev de så modtagelige, at de var i stand til i vågen tilstand at kommunikere gennem en båndoptager.

 Ved en lejlighed spurgte Puharich, om IS tidligere havde haft berøring med mennesker på Jorden. Herpå svares der gennem båndoptageren, at man første gang havde berøring med Jorden for 20.000 år siden, og at man havde gennemført en art rådgivende mission hver 6 000 år. Interessant nok fandt den første landing sted i Israel, og de hentyder til, at historien om himmelstigen (Jakobs himmelstige) var en konkret iagttagelse af rumvæsener, der passerede ud og ind ad et rumskib. Men de gør også opmærksom på, at de kunne konstatere, at andre besøgende fra rummet havde været på Jorden millioner af år tidligere.

Om deres opgave oplyser de, at de styrker det positive aspekt i udviklingen for at skabelsens formål kan fuldbyrdes. De påtvinger altså ikke menneskene afgørelser eller livsvaner. De giver udtryk for, at menneskene har deres egen viljeudfoldelse, som giver sig udslag i vækst og modning. De udøver en overtalende indflydelse (persuasion), og tit er den effektiv, men den har sin grænse, og møder den fast modstand, overlades menneskene til sig selv.

Denne holdning falder godt i tråd med Martinus' analyser over genløsningsprincippet, hvorefter ældre brødre i udviklingen altid hjælper dem, som er længere tilbage, men kun gør det gennem op-muntring og inspiration. Den grundlæggende oplæring i livslovene hviler på den personlige erfaring, dvs. virkningerne af ens fejltagelser, og dette led i udviklingen kan ikke springes over.

Hvad er så meningen med livet efter disse væseners opfattelse? Ja, her fortæller de, at al tilværelse er bevægelse mod Gud, og at de også selv bevæger sig mod Gud. Alt, hvad der eksisterer, bevæger sig. Men vejen er lang, og derfor må væsenerne gennem mange liv for at nå målet. I den forbindelse meddeler de, at det ikke nytter at tale om tid, for man kan aldrig forstå tidens uendelige udstrækning. De indrømmer, at nogle spørgsmål er det umuligt for dem at svare på, ligesom det er for mennesker, men at magter højere end dem kan besvare dem.

På et bestemt, vitalt område kan disse væsener efter deres eget udsagn yde menneskeheden på Jorden en vigtig hjælp. De kan og vil forhindre, at atomvåben bliver brugt. Ligemeget hvem, der producerer dem, så vil de ikke få nogen virkning. Naturen har modvirkning imod alt, også imod atomeksplosioner, og ligeså vel som de er i stand til at beskytte et fly, kan de beskytte Jorden i hele sin omkreds. De forsikrer, at det ikke kan tillades, at Jorden atomiseres. Frygten er der, og truslen er der. Menneskets natur er så dårlig i dag. Men på den anden side er der også noget smukt, opofrende og forstående i den menneskelige natur.

Martinus har ved flere lejligheder givet udtryk for den samme opfattelse, at disse væsener har til opgave at beskytte menneskeheden mod atombomber, men desuden givet en dybere begrundelse. Jordkloden er i sig selv også et levende væsen - i makrokosmisk format - og i sin udvikling er den meget nær en åndelig indvielse.

Konflikterne i menneskesamfundet er således fødselsveer før jordklodens åndelige fødsel eller en åndelig renselsesproces, der baner vejen for en lys og lykkelig epoke for den jordiske menneskehed. Hvis jordkloden er så langt i sin udvikling, er det klart, at den er hinsides så grove skæbnepåvirkninger som en selvmorderisk atomkrig ville repræsentere.

Disse væsener har også gode råd til menneskene angående deres adfærd. ønsket om fred, -og tålmodighed- bør være menneskets hoveddyd. Gud arbejder på at give os alt, hvad vi har brug for, derfor behøver vi kun bede om tålmodighed! Alle handlinger bør ånde fred, være uden lidenskab. Hvad moderne pædagoger har kaldt selv-udfoldelse eller at realisere sig selv fører kun til at vække de slumrende instinkter. I den rette væremåde gælder det ikke om at hævde sig selv, med mindre man bruger stort S og mener uendelighedens (ALTETs) Selv. Men så er der ingen grund til at kalde det selv-udfoldelse, for alle mestre vil gøre det samme.

Planeten Hoova.

I oktober 1972, da Uri og Puharich befandt sig i Tyskland, fik de påny nogle interessante meddelelser. De var ved at spise til middag sammen med nogle venner, da båndoptageren pludselig af sig selv begyndte at tale. En stemme fortalte nu, at de havde kontrolleret hele den menneskelige race og var kommet til den konklusion, at det ville medføre panik og katastrofer, hvis de landede på Jorden i løbet af nogle få år. De ville alligevel foretage en landing, men usynlig for at skaffe sig energiforsyning, hvilket var nødvendigt for deres fortsatte arbejde.

Stemmen gav også Uri og Puharich nogle vigtige direktiver med hensyn til videnskabelig kontrol af Uris evner. De blev informeret om, at Uri ikke skulle indlade sig på dybtgående videnskabeligt forskningsarbejde, men at det var vigtigt, at almindelige mennesker og især unge kom til at se Uri. Desuden skulle Uri altid, når han viste sine evner, gøre opmærksom på, at han troede på liv i det ydre rum. Det ser således ud til at være en vigtig sag for disse væsener, at menneskeheden får kendskab til eksistensen af parafysiske kræfter, og at der findes væsener i rummet, som er højere udviklet end Jordens mennesker.

Derefter gav stemmen en redegørelse for disse væseners livsform, som nok vil forbløffe mange. Den fortalte nemlig, at hvad de hørte var en computorfunktion, som var styret fra et center millioner af lysår borte. De havde overført deres sjæl, legeme og intelligens til computére for at kunne bevæge sig adskillige millioner år tilbage til vor tid og dimension. Dette skal ikke forstås sådan, at disse væsener er robotter, men viser yderligere, at de er meget højt udviklede, er meget åndeliggjorte i deres egen tilstand og derfor må materialisere tekniske serviceanlæg som f. eks. rumfartøjer i Jordens atmosfære for at kunne påvirke de grove grader af energier, som findes her.

På det sansemæssige område har vi allerede længe været i stand til at forbedre det medfødte udstyr ved hjælp af briller, mikroskoper og teleskoper, ligesom vi har forøget vor bevægeevne gennem opfindelsen af biler, tog, fly, raketter osv. I virkeligheden har vi nok netop på Jorden nået et sådant teknisk udviklingsstandpunkt, at vi nu for første gang har baggrund for at forstå disse væseners tilværelses- og udtryksform. Et nyt og afgørende punkt, som menneskene må lære for at komme videre, er imidlertid tankens og viljens herredømme over stoffet, dvs. den åndelige verdens realitet, og det er her Uri' s specielle opgave kommer tilsyne.

Puharich indrømmer, at han på et tidspunkt nagedes af den mistanke, at disse væsener ville indtage Jorden og bruge den som "legeplads". Som om de havde læst hans tanker, gjorde de imidlertid opmærksom på, at de havde hjemme på en planet, Hoova, som var 16 000 gange større end Jorden (neppe da av samme stofftyngde som Jordens), og at deres interesse for Jorden ikke var af underholdningsmæssig art, men som allerede nævnt for at hjælpe menneskene.

Efter en af disse "usynlige" taler fra båndoptageren sad Uri, Puharich og to andre venner og iagttog cassettebåndet, indtil det pludselig dematerialiseredes, hvilket - fortæller de - gav dem alle en følelse af lettelse, fordi det overtydede dem om, at det var realiteter og ikke indbildninger, de havde oplevet.

Gudsbegrebet de ni principper.

I 1952 havde Puharich haft kontakt med en hindu - en lærd og vis mand - dr. D. G. Vinod, som under dyb meditation fungerede som medium for højere kræfter. Med fremmed stemme udtalte han bl. a. fig.: M kalder: "Vi er ni principper eller kræfter, personligheder om man vil, der arbejder i fuldstændig indbyrdes forståelse. Vi er kræfter (forces), og vort arbejdes natur er at styrke (accentuate) det positive, udviklingen og tilværelsens målrettede aspekter...."

Mange ar senere, da Puharich havde truffet Uri, blev han af de fremmede væsener mindet om denne episode. Han spurgte selv, om de hørte til de ni. Hertil svarede de: "Ja, det var os, men i forskellige enheder. Vi er under deres kontrol. Du har samvittighedsfuldt nedskrevet hans ord. Det virkelig betydningsfulde arbejde forestår. Visdommens bog er hovedarbejdet (The knowledge Book). Shipi vil finde bogen, så Uri og så, dig….."

Da_Puharich på et andet tidspunkt spurgte om Visdommens bog og ønskede at få at vide, hvornår den kom, lød svaret "Til rette tid", det kan tage år endnu. Men når den kommer, vil den blive den mest historiske begivenhed som mennesket noen sinde vil modtage. "

Hvad det er for en bog, kan man naturligvis kun gisne om, og det bliver spændende at erfare, når de opdager den.

Rumvæsenernes fremstilling af gudsbegrebet som 9 principper er overordentlig interessant. Ved en lejlighed siger de: "Gud er intet andet end os alle tilsammen, Guds 9 principper. Der er ingen anden Gud, end hvad vi er tilsammen". Umiddelbart kan udtalelsen lyde som et paradoks, som om gudsbegrebet både repræsenterede nogle teoretiske principper og nogle personer.

Men sådan forholder det sig faktisk også i Martinus' verdensbillede, og der er ikke tale om noget modsætningsforhold, men om to sider af samme sag. Guddommen er her Universet eller verdensaltet i sin helhed, og det har en definerbar struktur og fungerer efter ukrænkelige love. Både strukturen og lovene kalder Martinus under ét for kosmiske principper, f. eks. det treenige princip, kontrastprincippet, kredsløbsprincippet osv. Ud fra et intellektuelt, analytisk synspunkt kan man således udmærket karakterisere Gud ud fra nogle principper.

Man kunne da spørge, hvilke de ni principper var, som nævnes i Puharichs bog, og måske er der et fingerpeg i en højst ejendommelig begivenhed, som Puharich kom ud for. En dag, da han nærmer sig sit skrivebord sammen med Uri, ser de til deres forbløffelse, at 9 penne selv flytter sig og lægger sig til hvile i et bestemt mønster, hvis mening, de ikke forstod, men som ud fra Martinus' analyser kan give en ide om, hvilke 9 principper, der var tale om. Pennene lagde sig i dette mønster:

6 penner ved siden av hverandre og tre som dannet en trekant!

For de som er kjent med Martinus analyser kommer man straks til at tænke på de 6 grundenergier og det tre-enige princip. I dette mønster er de ni principper faktisk det mest koncentrerede udtryk for hele Martinus' verdensbillede. Det treenige princip er i al sin enkelhed Universets grundstruktur, både i sin totalitet og i sine dele dvs. de enkelte levende væsener. Det treenige princip er identisk med SKABEREN (det evige jeg eller det guddommelige "noget", som er evigt og uendeligt), SKABEEVNEN (jegets evige evne til at skabe og opleve) og DET SKABTE (det evigt aktuelle resultat af jegets brug af sin skabeevne).

Denne struktur er ifølge Martinus hvert eneste levende væsens natur. Det medfører bl. a. at enhver er et evigt eksisterende eller udødeligt Noget, som gennem sin skabeevne har mulighed for uendelig mange former for udvikling eller forvandling af sin legemlige og åndelige fremtræden. Medens det treenige princip udgør skabningens struktur, udgør de 6 grundenergier denne strukturs funktionsformer.

Alle former for bevægelse, vibrationer eller energier kan ifølge Martinus defineres som kombinationer af 6 grundenergier, nemlig instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. Alle øvrige principper og love er videregående detaillering af, hvorledes disse energier fungerer i forhold til hinanden. Man må derfor sige, at der er en slående overensstemmelse mellem de ni principper i det nævnte mønster og Martinus' verdensbillede.

Dette var i korthed gudsbegrebet anskuet fra en intellektuel, analytisk side, men gudsbegrebet har også en følelsesbetonet, personlig side. Når man beder til Gud, beder man ikke til nogle principper, men til et personligt væsen. Struktur og principper er en teoretisk analyse af noget, som i sig selv er levende og udeleligt, en analyse, som i en vis forstand er kunstig, men dog nødvendig for intellektuel udvikling. Men ligeså nødvendigt er det efter analysen at kunne foretage en syntese, hvorved det levende eller det personlige aspekt ved tilværelsen bliver en realitet i erkendelsen.

Når der i bogen om Uri tales om 9 personligheder, der støtter menneskehedens udvikling, og det fremhæves, at de tilsammen er Gud, synes denne udtalelse ved første øjekast at være i uoverensstemmelse med det universelle gudsbegreb, hvorefter Gud er verdensaltets totalitet. Men Martinus gør opmærksom på, at Gud altid når det enkelte individ gennem redskaber i form af levende væsener, som er i en så tilpas udviklingsmæssig nærhed, at de kan påvirke vedkommende i den ønskede retning.

For jordklodens vedkommende repræsenteres Gud således af en gruppe kosmisk bevidste væsener, som befinder sig i Jordens åndelige atmosfære. Det er ikke utænkeligt, at der netop er tale om disse væsener. Martinus skriver om disse højtudviklede væsener i 3. del af Det evige Verdensbillede s.291, og jeg vil lade denne artikel afslutte med et citat herfra:

Noe senere, side 230: "....de mennesker som stadig vil være i inkarnasjon etter den omveltning som vil følge med fjernelsen av "Pluto-menneskene", vil hurtig begynne å utvikle de evner, som er latent tilstede i og som symbolseres ved halekjernen og thyumus-kjertelen."

.....fjernelsen av det negative på jorden vil sannsynligvis også  skje ved de som er meget negativt preget - avslutter sin inkarnasjons-syklus på Jorden, og i kommende fysiske liv vil de "slå rot"(inkarnere) på kloder der de bevissthetsmessig hører hjemme, og hvor de effektivt kan få speilet sin egen uferdige væremåte.

For det er det viktig å være klar over; karmaprinsippet er den primære forvandler av menneskets sinn. All den snedige manipulasjon, selvisk beregning, griskhet osv. som man omgir seg med, vil ubønnhørlig skape det samme vesens egen kommende skjebne i framtiden. Og denne vil bli et nøyaktig speilbilde av de utsendte primitive energier. Og har man levd noen inkarnasjoner med denne ukjærlige skjebne, vil følelseslegemet uunngåelig utvikles - hvilket medfører at man fra da av får økende medfølelse med andre.

Åndsvitenskapen beskriver at når mennesket sover, vil dets bevissthetslegemer - som virker indirekte gjennom det fysiske legemes hjerne og nervesystem - virke direkte - når de er frigjorte fra det fysiske legemet under søvnen. Men da dagsbevisstheten alene er knyttet til hjernen, kan vi ikke normalt sanse noe av dette. Kun svake "skygger" i det øyeblikk bevisstheten koples tilbake til hjernen, og dette oppleves da som det vi normalt kaller drømmer. Disse kan være kaotiske, da visse tanke-impulser fra nattbevissthets-legemet "smitter over" til hjernen, og der kan skape tankebilder - drømmer - mer eller mindre klare. De er nærmest "elektriske overslag" når bevissten koples tilbake til hjernen. Unntaket er de helt klare drømmer, der det i spesielle situasjoner blir koplet forbindelse fra de frigjorte "åndelige" legemer, og direkte inn i hjernen. En lignende kobling er skjedd i den kontakt som er gjennomført i "Gennem Forhenget."

Disse mer høyfrekvente legemer som har en vibrasjon som langt overgår enhver form for fysisk sansning, er dog like reelle som det fysiske legeme. Intelligens eller mentallegemet er det som vi sanser logisk kunnskap gjennom - via hjernen - når vi er fysisk våkne. Tenkningen foregår altså ikke i hjernen - kun avsendelse / mottaking av impulser til tanke/mental-legemet som bærer den virkelige bevissthet - sammen med de øvrige psykiske legemer. På samme måten som selve programmet (jfr.bevisstheten) ikke skapes i en radio eller en TV- mottaker, men det bæres frem gjennom radioen.(mer)

Små barn kan ofte tro at det er noen inne i telefonrøret, når de hører stemmer derfra, eller at det er noen som er og snakker inne i radioen - altså at de som snakker er inne i radioen. Og tilsvarende "små barn" er dagens materielle vitenskapsmenn og leger, når de tror at jeget og bevisstheten er "inne i hjernen." Men dette er vel ikke så merkelig, når de bare forsker ut fra det de ser eller sanser med det fysiske legemes begrensede sanser. Det blir å sammenligne med at man setter mikrofon, følere og kamera på en lukket rustning, og sanser gjennom disse ytre, indirekte medier. Og samtidig tror man at selve det levende - livet - er disse sanseredskaper; kamera, mikrofon, følere og høytalere. Sansning slik ville være temmelig begrenset, og nettopp begrenset er livs-opplevelsen gjennom det fysiske legeme.

Materialet i "Gennem Forhenget" omtaler altså også konkret hvordan de m¢rke krefter i klodens bevissthet er organisert og styres fra det åndelige plan. Dette må forstås dithen at det i klodens bevissthet - dvs. i dens tankeverden - finnes sentere for såvel lyset som mørket. Dette er hva f.eks Martinus. kaller to tilsvarende hovedtalentkjerner for å styre de tilsvarende bevissthets-funksjoner.