- del 2Om pyramide-innvielser i egypten mange årtusener tilbake
kort forklaring - det virker som prestene følger den som skal innvies med astralt syn, der de også slik overvåker hans tanker telepatisk og det er tilsynelatende også de som sørger for at visse stenporter/dører blir åpnet når han tenker og handler riktig:
"….dør nr 2 to hæver sig, jeg kan mærke den kure op ad min venstre arm. Dette fylder mig med yderligere ro og sindsligevægt. Nu er det decideret, som om jeg taler med pyramiden. Al min tidligere mistillid til præsternes pyramideprojekt er fordampet
. (Som nevnt hadde han en periode nærmest gitt opp å finne hovedkammeret i mørket der inne).Her hersker kun absolut indforståethed - en følelese af, at jeg bevæger mig rundt i mit eget sind - en følelse afextremt nøjagtig retfærdighed. Hvad der spærrer for mig, skyldes mine egne tanker, og når noget lukkes op, er det fordi, porte åbner sig i mit indre.
Denne retfærdighed - den gør indtryk på mig. Jeg bliver derfor ikke skuffet eller urolig, da der længere inde i gangen befinder sig endnu en spærring. Hvor mange mon der er?
En let uro løber alligevel som et vindstrejf over mine tanker. Hvad kræves der mon nu, for at denne dør vil åbne sig? Jeg var åbenbart heldig før, at mine tanker løb i en sådan retning, at blokken hævede sig. Men kan jeg gøre det endnu en gang?
Min uro varer ikke længe. Den følelse af tilladelse til at være den, jeg er -med fejl og mangler - som først kom til mig i den vandrette gang og som siden er blevet forstærket mangefold efterhånden, som jeg klatrer videre - udvisker stille, men effektivt, al tvivl om mine muligheder for at komme fremad. Der er ikke mere nogen egenskaber i mig selv, jeg føler kan knuse mig eller lede mig ind i ufremkommelige baner. Jeg har stadigvæk fejl og mangler, og jeg er ikke ret meget mere livserfaren, end da jeg kom ind i denne bygning, men en eller anden lettelse over at have disse mangler, over at have disse muligheder for vækst - over at have en fremtid med udfordringer - opvejer al mistillid til mig selv. Hvor er det dog pragtfuldt at være så ganske almindelig og uperfekt. Ikke noget med at være 'indviet' og højt på strå - eller måske er det at være indviet netop det samme som at forstå, at man er ganske almindelig?
Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Jeg lægger hovedet lidt tilbage og klukker hjerteligt af velvære.
Jeg er ikke mere bange for mig selv.
Ej heller er jeg bange for livet derude.
Og døden frygter jeg ikke.
Den tredje dør åbner sig, og nu er der ikke flere. For enden afgangen breder et stort rum sig ud - og jeg går det systematisk igennem, idet jeg føler mig for langs væggene og gulvet. I det fjerneste hjørne til højre står en stor stenkiste og op ad væggen inden den står der noget, som må være låget til samme kiste. En mægtig stenplade, som der må skulle mindst fire mand til at løfte.
I to af væggene er der nogle små huller, hvorfra der kommer frisk luft. Herligt at føle, at man er velkommen.
Ellers er rummet tomt. Jeg sætter mig midt på gulvet og overvejer, hvad der nu skal ske. Der er ikke andre gange eller udmundinger i væggene, og jeg føler ingen trang til at kravle tilbage lige med det samme. Og denne stensarkofag indbyder jo tydeligt nok til, at man skal lægge sig i den. Det vil jeg absolut også gøre - om lidt. Nu vil jeg først være sikker på, at der ikke er noget, jeg har glemt at tænke igennem. Der må ikke være det mindste gran usikkerhed eller overmod i mit sind i det øjeblik, jeg kryber ned i den kiste. For noget vil ske, idet jeg gør dette - det kan der vist ikke være nogen tvivl om.
En mægtig drønen afbryder mine tanker. Tre gange i alt lyder der voldsomme brag af sten mod sten. Det må være de tre stendøre fra før, der nu lukker sig igen. Klart nok: nu skal der ske noget usædvanligt. Jeg bliver ikke engang forskrækket over lyden - jeg drejer knap nok hovedet. Det er, som omjeg hele tiden har ventet, at dette ville ske.
En lettere uro bruser igen op i mig. Hvad forventes der af mig, når jeg lægger mig i kisten? Der vil så definitivt ikke være mere, jeg kan gøre. Skal jeg bare være helt passiv?
Det er jo ikke så længe siden, jeg lagde mig ned i en kiste med vinger på låget. En kiste i begyndelsen af processen - og en i slutningen. Den ene førte til pyramiden, og flyvende på låget besøgte jeg min barndom - og fik derefter mod og styrke til at stå alene uden omgivelsernes forældreagtige beskyttelse. Frihed og død i samme symbol.
Denne kiste fører måske til en ny slags frihed - til et nyt opgør med beskyttende faktorer i min tilværelse - til en ny følelse af selvstændighed?
Jeg prøver.
Først det ene ben og så det andet. Ned at sidde i bunden. I hvilken retning skal jeg nu lægge mig? -Jeg lægger mig først med benene mod nord, mod den ende af kisten, der står nærmest væggen. Men det føles forkert på en eller anden måde. Jeg slapper bedre af, hvisjeg har hovedet den anden vej. I øvrigt er den lidt kort, denne 'dødens bærestol' -jeg må bøje benene lidt. Det er åbenbart ikke meningen, at man skal falde i søvn.
Så, nu ligger jeg relativt godt. Jeg skutter mig lidt og gnubber ryggen mod kistebunden. Så kan de godt komme og bære mig ud igen - eller hvad det nu er, de vil.
Intet sker.
Jaja da. Så prøver jeg alligevel at falde i søvn. Så må de vække mig, hvis de vil mig noget.
Aldrig så snart har jeg tænkt dette, før en skrabende lyd fortæller mig, at låget er ved at blive skubbet på. Det skubbes ind fra siden, og selv om jeg ikke kan se det i mørket, kan jeg følge fornemmelsen af at blive lukket inde lige så stille og umærkeligt. Der må være nogen i rummet nu, ellers kan de vel ikke få lagt låget på plads. Jeg føler trang til at råbe 'halløj' - eller et eller andet morsomt, der passer til situationen, men jeg har en underlig følelse af, at der alligevel ikke er nogen derude. Og det er vist heller ikke det rigtige tidspunkt at sige vittigheder på.
Jeg er vist lidt nervøs, hva'? Vittigheder - høh! - for lidt siden sad jeg og var hverken bange for livet eller for døden eller for mig selv. Hvad erjeg så nervøs for? Dette her er jo bare en kiste, der står med låg på i et kammer, der er lukket med tre falddøre i en pyramide, det er umuligt at komme ud af, hvis ikke man kender dem, der kan lukke den op.
Hvad er det dog, der foregår i mit hoved? Der er jo netop god grund til at være lidt smånervøs. Jeg er jo spærret inde - levende begravet - helt uden mulighed for at rokke mig ud af stedet. For det kæmpelåg kan jeg umuligt gøre noget ved, og selv om jeg kunne det, ville jeg ikke kunne passere de spærrende blokke.
Der er ikke andet at gøre end at falde til ro og affinde sig med situationen. Denne situation indbyder i det hele taget ikke til andet end, at man affinder sig med den. Den er konsekvent, og der er ingen smuthuller.
Jeg er inden i noget, der er inden i noget, der er inden i noget. Og inden i mig er jeg. Sikken en masse æsker inden i hinanden: pyramide, kammer, kiste - og så mig inden i mig.
Mit legeme bliver i mine tanker efterhånden til en del af æskesystemet. Jeg fascineres langsomt af en følelse af slægtskab mellem den krop, der ligger ubevægelig og indespærret her - og de omkringliggende skaller. Jeg får helt lyst til at rejse mig op og betragte disse inden i hinanden værende æsker eller skaller.
Og det gør jeg så. Jeg træder ud af mit legeme og ud af kisten, og observerer en lysende substans - en line eller snor - fra mig selv til mit ubevægelige legeme der inde i kassen.
Og jeg vender mig rundt for at betragte det højloftede rum på denne nye måde.
Nu er jeg ikke alene. Bag mig står min kære gamle, vise lærer og ser på mig med smilende øjne. Han rækker en hånd frem mod mig, og sammen går vi tværs gennem væggen og op ad en snoet trappe, der ikke findes udhugget i pyramiden, men befinder sig på dette ufysiske niveau,jeg nu bevæger mig rundt i. Min lærer går forrest op ad trinene, og jeg ser mig nysgerrigt om til alle sider- men her er kun vægge.
Pludselig står vi i en svagt nedadskrånende gang, og for enden af den er der lys, et klart lys - og mennesker, mange mennesker.
Efterhånden som vi nærmer os rummet, bliver lyset stærkere, det er næsten blændende, men alligevel ikke ubehageligt. Idet jeg træder ind i rummet, ser jeg, at det har form som et bredt kors med korte arme. Armene er næsten kun dybe nicher ind i væggene, men alligevel er korsformen tydelig. Midt i rummet står et stort rundt bord, der synes at lyse. Det er materielt nok, og dog ser jeg, at det ikke findes i det fysiske plan. Kun det korsformede rum findes i det fysiske plan, og hverken den skrånende gang eller trappen er 'virkelige'.
De præster, der er forsamlede - de er her igen næsten alle sammen - må som jeg være uden for deres legeme. For rummet har ingen indgang.
De bøjer sig alle dybt for mig, idet vi træder ind i rummet, og fire af dem leder mig hen mod bordet i midten. Et øjeblik efter sidder jeg midtpå den lysende bordplade, og præsterne står omkring mig i en ring. De er alle tavse et stykke tid.
Så siger min lærer:
"Min søn. Du er nu nået til pyramidens sidste kammer. Men før vi åbenbarer dig dette kammers hemmelighed, må du berette for os alt, hvad du har oplevet på din vandring gennem pyramiden. Vi ønsker at blive delagtiggjort i enhver af dine tanker, du må forme dine ord således, at vi med dig føler dine bevægelser og med dig strider os op gennem gangene.
Min søn, tal højt og klart. Du er kommet til vejs ende, og din prøve er slut. Lad din tale afrunde og fuldstændiggøre disse timers oplevelser."
Langsomt begynder jeg at fortælle. Det kommer mig nu til gode, at jeg flere gange undervejs har gjort min situation op for mig selv - det føles som faste stationer eller holdepunkter i min beretning.
Da jeg efter et stykke tid fortæller om min trang til at klaske guderne på lårene (gudestøtter i et kammer han passerte), breder der sig en let mumlen. Og min lærer afbryder mig:
"Vi har fulgt dig - du præsteelev - og vi har glædet os over de tanker, du har gjort dig undervejs. Sjældent er pyramidens budskaber blevet afspejlet så klart i en elevs oplevelser. Mén da du forestillede dig, at du ville blive klasket på lårene til evig tid, hvis du nu gjorde vore gudestøtter til genstand for den samme smigrende berøring - frygtede vi for, at din forstand måske alligevel havde taget skade af dine dødsoplevelser i det dybtliggende kammer. Stor var derfor vor glæde, da vi så, at der kun var tale om en forbigående afvigelse fra dit ellers sikre, menneskelige ståsted. For dine øvrige tanker og din angst indtil videre, har alle været en del af pyramidens prøvelser, og her har dine reaktioner været ganske naturlige.
Men nu videre, min ven. Fortæl. Og fortæl os også til slut, hvorfor du valgte netop denne pyramide."
Jeg ser mig lidt flov omkring, men møder kun venlige øjne og smil. Så genoptager jeg min beretning om kvælningsfornemmelsen øverst i den store hal, mit råb på svar, der ikke blev lydmæssigt imødekommet og om, hvad der i øvrigt var passeret i 'hjertekammeret'; om forbindelsen mellem dommerne og mine egne domme over mig selv - samt om de tre spørgsmål og de tre døre til det øverste kammer.
Da jeg har endt min beskrivelse fra det indre af pyramiden, fortæller jeg om de tanker, jeg først gjorde mig, da jeg stod ved den store sfinks.
Herefter tierjeg og afventer præsternes kommentar. Men den lader vente på sig - de er stille og andagtsfulde og synes grebet af min beretning.
"Du har - min søn - som jeg før sagde - bestået prøven," siger min lærer alvorligt og med vægt på hvert enkelt ord. "Nu påhviler det os at fortælle deg, hvorfor pyramiden er indrettet, som den er indrettet.
Du har klart skildret dine følelser og dine tanker, og det er mit indtryk, at du oplevede skiftene mellem dine forskellige sindstilstande som en fremadskridende proces, selvom du ikke selv var bevidst klar over forløbet af - og målet med denne udvikling.
Ser du - du har bevæget dig igennem dig selv - i bogstavelig forstand. Du er blevet konfronteret med hinanden afløsende bevidsthedslag i dit eget indre, du har kæmpet de enkelte lags kamp og derved passeret dem. Og nu er du nået til pyramidens hemmelige rum, der modsvarer det hemmelige rum i det enkelte menneske - det rum, hvorfra alt kan overskues.
Dette rum er, som du har bemærket, ikke tilgængeligt udefra. På samme måde som den menneskelige visdoms kammer, kan det kun findes ved at passere dødsgrænsen - altså passere den bevidsthedstærskel, der markerer forskellen mellem - og sammenhængen mellem - sjæl og legeme.
Ethvert menneske har i sine indre, højere bevidsthedslag et sådant rum, et opsamlings og fordelingssted for livets forklarende og styrende kræfter. Men ikke alle er klar over dette, selvom alle bevidst eller ubevidst tapper fra dets uudtømmelige kilder.
At opnå fuld kontakt til visdomslyset i vort indre, er målet for den menneskelige vandring gennem livet. Og kun ude i livet - mærk dig dette - findes den trappe - den vej, der fører til målet.
Du ser desorienteret ud min kære elev - dog snart min ven og broder. Havde du regnet med, at tilværelsens gåder ville blive trævlet op for dig her i dette rum? Jeg ser, at du havde håbet det - selvom vi meget vel har forstået din trang til at komme ud og leve blandt mennesker - med eller uden visdom. Og her giver du selv svaret, for trangen til at leve blandt mennesker rummer nøglen til al visdom: Pyramidens anden hemmelighed (den første var eksistensen af dette rum) er den - at ingen bliver viis af at gennemgå en indvielse. Derfor bl.a. mangler pyramiden sin top. Den er en model af den menneskelige bevidsthed - men kun en model.
Som sand præst må du vide dette: du adskiller dig ikke fra andre mennesker. Hvad du har lært her - og gennem din tidligere skoling - tjener altsammen samme formål: at vise dig ligheden mellem alle mennesker.
Den sande præst siger ikke til den, der kommer og søger hans hjælp: 'Gør dette, selvom du ikke forstår hvorfor, forjeg har megen viden fra min præsteindvielse, som du ikke begriber!'
Den sande præst genkender sig selv i det menneske, der søger ham og taler til ham som en ligemand, idet han søger at vække den ulykkeliges egen evne til at gennemskue sin situation.
Når du forlader denne bygning, min søn, da først begynder din indvielsesproces, da først kan du i åben kamp begynde at få kontrol over - og forståelse for de kræfter, du i koncentreret form har set i øjnene her i pyramiden.
Du har vandret gennem dig selv, og denne vandring har du skildret for os i klare og malende ord. Hvad du ikke ved, er, at denne vise bygnings gangsystem er anlagt på en sådan måde, at den helt af sig selv fremkalder de følelser og tilstande, du har kravlet igennem. Du har observeret de grundliggende regler for pyramidens sprog, du har gennemskuet symbolikken i opad og nedad og henad - i færdige og ufærdige rum, men der ligger endnu finere lovmæssigheder bag placeringen af rum og gange. Dette vil du i fremtiden blive indviet i, det hører ikke med til denne 'indvielses' program.
Min søn - har du noget, du gerne vil spørge om?"
Jeg føler det, som om jeg er faldet ned fra et eller andet højt - og misser mentalt med øjnene. Hele rummets stilfulde og højtidelige atmosfære synes brudt, og blandt præsterne er der en tydeligt afslappet stemning. Der begynder at blive sammenhæng i det paradoks, at alle her er udenfor legemet - i praksis demonstrerende forskellen mellem liv og død - og at alle finder det helt naturligt, ja nærmest morsomt, at svarene på livets gåder ikke findes her i pyramiden.
Jeg kan mærke begyndelsen til en slags forbrødringsproces, der er hjertelig uhøjtidelig og samtidig på fortrolig fod med spændvidden mellem liv og død. Det vil jeg aldrig glemme dette her, og dog forekommer alt mig med eet så uhyre dagligdags.
Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal spørge om, det hele er ligesom så ligetil. Dog - noget er der, som jeg gerne yil have uddybet. Jeg ser spørgende på min lærer og taler atter:
"Hvad sker der, hvis man vælger en af de andre pyramider, og hvorfor.havde jeg den kvælningsfornemmelse om halsen øverst i den lange hal - hvad var det for kræfter, jeg sloges med?"
"Det skal jeg fortælle dig så godt, jeg kan, selvom der findes dele af dette spørgsmål, jeg ikke kan besvare. For kun du selv kan og må kende de kræfter i dig selv, der atter vil møde dig ude i livet.
At kende visheden om, at sjæl og legeme er to, er det primære formål med processerne i de tre pyramider. Mange mener, at sjælen og legemet er eet, og for disse vil det være sværere at hente viden fra den indre visdoms kammer.
For at nå til den indre visdoms kammer må du - som jeg før sagde - passere dødstærsklen. Dette betyder naturligvis ikke, at du må dø - næh - at passere dødsgrænsen er en proces i dit sind, en proces, der får dig til at føle dig fortrolig med tilværelsen på begge sider af denne grænse, en proces, der viser dig, hvordan de to verdener kommunikerer med hinanden.
Denne grænse passerer man ikke ved blot at blive hjulpet fri af sit legeme, hvilket vi som præster er trænede i at kunne hjælpe andre med. Da du lå i kisten, vidste vi endog ikke, om du ville nå til din vandrings endemål, for du skulle ved egen hjælp frigøre dig fra dit legeme uden at føle dette som noget unaturligt. At du stod op fra kisten, var, fordi du var gået sejrrig ud af kampen med dødstærsklens vogter - den kamp, du oplevede stående på den store sten øverst i den lange hal.