kommentar av rø: Denne kontaktpersonen skriver om sine
kontakter til Akon fra AlfaCentauri i sin bok BEHIND
THE LIGHTBARRIOR - men hun sier her i denne artikkel at hennes
første kontakter var til romfolk fra Venus. Vitenskapelig sett
eksisterer ikke liv i vår sansedimensjon på Venus - og jf. andre
kilder finnes Venus befolket av avanserte /eller som Martinus sier
"riktige mennesker" - i motsetning til oss "dyre-mennesker"
her på jorden - på et noe høyere
frekvensplan eller dimensjon som det gjerne kalles. Her er hennes
fortelling om denne sin tidlige kontakt fra 1954. I den tiden gjorde romfolk med multidimensjonell kroppskontroll mange forsøk på å
stoppe atomgalskapen og advare menneskeheten - slik det også fortelles
i andre "vibratorisk-kontrollerte"
kontakter til Venus på 50-60tallet. |
ellers i powerpoint om det |
eng-ppt
INDLEDNING
Jeg har både set og fotografert et rekognosceringsfartøj - en
såkalt flyvende tallerken - fra Venus. Og hvad mere er, jeg fik lov til
at flyve med det og komme på besøg på dets moderskib høyt oppe over
Drakensberg, og dessuten har jeg ført samtaler med besetningen.
Jeg er også fullkommen overbevist om, at der findes mange
venusianere, som ukendte og ujdentificerede lever og virker mellem os
her i Sydafrika for at lære os og vore forhold nærmere at kende.
Måske mindes du den samtale, som George Adamski havde med en af sine
rumvenner. I sin bog "Ombord i rumskibe" beretter Adamski
nemlig, at denne ven engang udtalte: "Du er hverken den første
eller det eneste menneske, som vi har talt med på denne klode. Der
findes mange andre i forskellige dele af verden, som vi har kontakt
med". Jeg er åpenbart en af disse priviligerede 'mange andre'.
Men først vil jeg lige nævne en anden sag. Mit første rumskib så
jeg allerede for mer end fyrre år siden, altså længe før rapporterne
om flyvende tallerkener begyndte at strømme ind. Jeg husker det lige
så tydeligt, som om det havde været igår. Jeg var kun syv år gammel
og boede med mine forældre på en gård i Rosetta-distriktet i Natal.
En aften lige i skumringen så jeg en genstand i omtrent en fodbolds
størrelse svæve hen over himlen. Alle troede, at det var et meteor jeg
havde set. Måske beroede det på min barnlige fantasi, men jeg havde
allerede dengang en anden opfattelse, for jeg vidste ubetinget, at
genstanden var et rumskib fra en anden verden.
Det indtryk, denne oplevelse efterlod sig på et følsomt barnesind,
var. utrolig. Det er ikke for meget sagt, at det forandrede hele mit
liv. Jeg fyldtes af en sælsom følelse af undren, en ejendommelig
rodløshed greb mig, og mit højeste ønske gik ud på at udforske
hemmeligheden bag ved livet på de andre planeter.
Efterhånden som årene gik, blev jeg mere og mer overbevist om, at
der eksisterede væsener på andre planeter. Det var en slags indre
vished og en udfordring, som ikke levnede mig nogen ro, og det drev mig
frem til at søge efter gådens løsning.
Jeg har fundet ud af at nøglen til kontakt hedder telepati - en
metode, som ikke frembyder storo besværligheder at lære sig i praksis
- og derigennem, at jeg er opvokst på landet og sammen med dyrene, er
jeg blevet særlig begunstighet i spørgsmålet om denne kunnen, for mit
sind er ikke blevet afstumpet gennem vår såkaldte sivilisation.
Denne kunnen - denne indre viden - synes at være et slægtstræk i
visse familier. Min bror er f.eks, kendt for sin evne til at finde
vandårer med ønskekvist, og min søster forstod helt af sig selv, hvad
flyvende talIerkener var, længe før hun så sit første rumskib.
TeIepati bør imidlertid ikke forveksles med spiritisme i eller andre
psykiske fænomener, hvilet kræver medier eller trancetilstand for at
kunne gennomføres. Men er bare helt enkelt medvidende om denne indre
vished. Men dette behøver jeg vel egentlig ikke at bruge flere ord på,
for der findes mange rundt om i verden, som også ejer denne indre
kundskab, og de ved helt præcist, hvad jeg mener. Kundskab fører
forståelse med sig, For de andre derimod, for dem, der ikke forstår,
er meget svært at forsøge at forklare disse ting. Forståelse må
komme indefra hos hver enkelte. Enten findes den der, eller også må
man forsøge at ændre sin måde at tænke og leve på. Det er ingen let
sag, for kundskab af denne art kommer ikke af sig selv, heller ikke, om
man bare sidder og venter og håber på, at andre skal komme og formidle
den til. én, så man selv slipper for at anstrenge sig. Hver og een må
søge inde i sig selv, må lære sig selv at kende de store sammenhænge
- at kunne leve i samklang med naturen og universets love - lære
at indse, at der ikke i rummet findes onskab eller bagatelagtig
rivalitet, men at der i stedet hersker kærlighed og forståelse.
Mennesken på andre planeter er nemlig nået langt højere i åndelig og
moralsk udvikling end os. De er ikke længere begrænsede til en
tre-dimensionel opfattelse, men kan med deres indre øje - det såkaldte
'tredie øje' - opfatte livsytringer på mange forskellige plan og på
store afstande. Dette storslåede panorama hindrer dem i at lade had og
disharmoni forstyrre deres sind. Indsigt om fuldstændig individualitet
og tanke-frihed er parret med selvkontrol og en følelse af ansvar over
for deres medmennesker.
For at kunne finde frem til sandheden må jordmennesket nå til en
slags kosmisk medviden. Dette indebærer en direkte tilegnelse af
kundskab, en direkte viden.
HÆNDELSEN den 27. december 1954
Da nyheden om de flyvende tallerkener spredtes over hele verden,
vidste jeg allerde at der var tale om rumskibe. Jeg færdedes så meget
som muligt på landet i håb om at få noget af interesse at se, men det
varede længe, inden jeg fik løn for min umage.
Og lidt efter lidt begyndte en længsel at vokse i mig om igen at
komme til bjergene på min hjemegn i Natal, hvor jeg som barn havde set
denne genstand i skyerne - i en kort periode at vende tilbage til 'bjerget
ved dalstrøget', hvor jeg plejede at ride på min pony, og hvor jeg
plejede at sidde på 'verdens tag' med en vidunderlig udsigt til alle
sider over det kuperede terræn.
Da jeg endelig nåede frem, gik jeg dag efter dag til mit bjerg uden
at se noget usædvanligt. Men så en formiddag ved ti-tiden, den 27.
december 1954, da jeg befandt mig på bjergets græsbevoksede top, så
jeg pludselig noget glimte i skyerne. E t øjeblik troede jeg, at det
var en hvid fuglevinge, men senere så jeg fartøjet, hvidt og
sølvglinsende i solen, i hurtig fart komme i retning mod højen, hvor
jeg stod, Mit hjerte begyndte at banke vildt, og jeg dirrede af
spænding.
Fartøjet gled frem blødt og graciøst som en fugl og lige så
lydløst. Det svævede senere cirka 50 meter over og lige så langt ved
siden af mig og dalede derefter langsomt, til jeg tydeligt kunne skelne
piloten. Derefter holdt fartøjet sig svævende 1 meter over jorden og
ikke mere end omkring 5 meter fra mig. Jeg vil tro, at det var omkring
20 meter i diameter.
bildet her er ill.av en annen kontakt for en norsk dame
på 90tallet
Jeg kunne ikke få blikket fra piloten, som var en af de smukkeste
mænd, jeg nogensinde havde set. Han havde lyst hår, og hans øjne
syntes på denne afstand at være lysegrå. Han lo på en beroligende
måde og betragtede mig opmærksomt nogle øjeblikke, mens hans øjne
syntes at sige: 'Det er dig, der 'skal tage det første skridt, ikke
mig.'"
Men øje til øje med denne fremmede fra en anden verden i hans
ejendommelige fartøj, vældede den primitive følelse af skræk for det
ukendte op i mig, og jeg trak mig langsomt baglæns.
Endnu nogle øjeblikke svævede fartøjet over højen, siden løftede
det sig lodret, øgede hastigheden og forsvandt hurtigt i sydlig
retning.
Da jeg gik tilbage til gården, skælvede mine ben, så de knap
formåede at bære mig. Jeg var lykkelig over virkelig at have set et
menneske fra en anden planet. Men først senere blev jeg grebet af anger
og bitre selvbebrejdelser over, at jeg ikke havde haft mod til at få
kontakt med piloten.
Jeg tror at de måneder der fulgte var de ulykkeligste i hele mit
liv. Et sådant tilfælde kommer kun en gang, sagde jeg fortvivlet til
mig selv. Jeg foretog gentagne rejser til min søsters hjem i det håb
at få et nyt glimt af tallerkenen, og jeg tilbragte så megen tid som
muligt på bjergtoppen - men forgæves.
HÆNDELSEN den 7. april 1956
Fru Klarer havde taget sin datter Marilyn og sin lille søn David med
til Durban for at tilbringe nogle dage ved havet. Men kort tid efter
ankomsten, det var fredag den 6. april, fik hun en stærk impuls om at
vende tilbage til højen' ved sit barndomshjem i Natal ved Drakensbergs
bjergkæde.
Elisabeth Klarer berettede: "Men da jeg ikke ville forstyrre
familiens planlagte udflugt til havet, kvalte jeg impulsen. Følelsen
blev dog mere stærk, og jeg følte, at jeg ufortøvet måtte begive mig
til højen ved dalstrøget. Jeg pakkede altså hurtigt og rejste til min
søsters hjem, som jeg nåede sent på eftermiddagen. Den nat fik jeg
knap lukket et øje. Jeg vår opfyldt af en ubestemmelig følelse af uro
og nysgerrig forventning.
Den følgende dag, lørdag den 7. april, var jeg oppe allerede
klokken halv seks, og jeg vandrede til toppen af bjerget, som lå ½ mil
fra gården; Jeg v i d s t e, at fartøjet ville være der. Da jeg
nåede den sydlige skråning af den lille dal højt oppe på bakkerne,
så jeg den sølvgrå tallerken hvile på marken i skyggen af den østre
skråning. Det var det samme fartøj, som jeg så første gang, omkring
20 meter i diameter og med en sølvglinsende yderside, grå i skyggen,
men blinkende som et spejl i solen.
Jeg huskede det altsammen fra første gang, men nu var det landet på
jorden. Det var ikke strømlinieformet, men kuplen havde næsten
lodrette vægge med tre afdelinger koøjer med fire i hver. Og ved siden
af fartøjet stod en fuldvoksen mand, samme flotte, lyshårede pilot som
sidst. I dette fantastiske øjeblik glemte jeg helt halvandet års
undertrykte følelser og bitre selvbebrejdelser. Denne gang
betænkte jeg mig ikke et øjeblik, men løb så hurtigt jeg kunne -
det føltes, som havde jeg vinger på fødderne -ned ad den ujævne
skråning og lige hen til manden ved siden af fartøjet. Det forekom som
den naturligste sag af verden, og jeg syntes, at jeg havde kendt ham
hele mit liv.
Jeg strakte mine hænder ud imod ham, og han greb hurtigt fat i dem.
"Denne gang var du ikke så bange", sagde han.
Jeg var så varm og forpustet, at jeg ikke kunne svare et ord, men
bare ryste på hovedet. Mærkværdigt nok blev jeg ikke overrasket over
at høre ham tale engelsk. Vi lo begge, og han hjalp mig at stige ombord,
Døren lukkedes automatisk. Han plaserede mig på en blødt polstret,
cirkelrund bænk, og jeg åndede lettet op. Luften i kabinen var
vidunderlig frisk og styrkende. Det var som at indånde ren ilt, og
efter nogle få øjeblikke var jeg mig selv igen.
Uden at tænke mig ordentlig om, stillede jeg et meget dumt og
enfoldigt spørgsmål. Jeg blev nemlig grebet af en pludselig tvivl, da
jeg fik øje på den pilot, som sad ved kontrolbordet, Han var mørk og
undersætsig, og jeg spurgte den blonde pilot: "I er vel ikke fra
Rusland, eller fra landene deromkring?"
Han lo venligt og svarede: "Jeg er ikke fra noget sted på denne
planet, som I kalder Jorden. Jeg kommer fra Venus",
En blid og behagelig susende lyd under gulvet og en let vibration,
som forplantede sig gennem mine fødder, indgav mig en følelse af kraft
og rolig sikkerhed, idet fartøjet hævede sig fra jorden. Jeg rejste
mig og gik hen til et af koøjerne og kiggede ud, men jeg kunne ikke se
meget, da det var blevet lidt diset, Det undrede mig lidt, for
morgenstund, en havde været aldeles klar, Jeg kunne heller ikke se
direkte nedad, fordi fartøjets krop dækkede for udsigten. Der var alt
for meget at se på - så knap bemærkede gulvlinsen i kabinens midte,
Den virkede som en slags televisionsskjærm, langt mer avansert enn alt
det jeg tidligere har hørt tale om i den retning. Den lyshårede mand
fra Venus gjorde mig opmærksom på den.
Den vidunderlige udsigt over de grønne, bølgende græs-sletter tog
fuldstændig pusten fra mig. Jeg kunne se milevidt bort over Drakensberg,
endda helt til Basutoland, og jeg kunne skimte en strimmel blåt hav
langt borte i øst.
Jeg erkender, at jeg i begyndelsen var alt for overvældet til, at
jeg fik indprentet mig detaljer ombord, og det tror jeg, man forstår.
At være ombord på et rumskib fra en anden verden og med denne
vidunderlige og dejlige følelse af, at 'nu er jeg hjemme', som jeg
fornemmede i samme øjeblik, jeg steg op i fartøjet - det var jo dette,
jeg havde længtes efter og håbet på hele mit liv. Jeg husker, at jeg
tænkte: jeg har fuld tillid til ham - han er fra Venus, ikke fra Jorden
- og desuden ligner dette fartøj 'tallerkenen', som George Adamski
fotograferede, selv om dette er meget større.
Interiøret var meget enkelt og smukt. Ikke disse mængder af
instrumenter og kabler, som findes i et moderne fly, bare nogle rækker
knapper på en slags instrumentbord. Jeg kunne heller ikke mærke nogen
lugt af brændstof, alt var rent, enkelt og effektivt. Gulvet var helt
dækket af en art gummitæppe, blødt men fast. Som før fortalt,
fandtes der tre afdelinger med koøjer med fire i hver. På meget store
højder ude i rummet blev de tildækket for at beskytte mod
solstrålingen.
I trykkabinen havde man ingen som helst følelse af fart eller
bevægelse. Jeg betragtede Jorden, som for forbi på TV-skærmen, et
helt fantastisk syn.' Umiddelbart under os var det klart vejr, men langt
borte i det fjerne dækkedes himlen af skyer, hvidtlysende i sollyset.
Havet var nu skifer- eller blyfarvet, og man kunne i horisonten skimte
en hvidlig dis. Nogle detaljer nede på jordoverfladen kunne snart ikke
skimtes mere, og bjergene så ud som kløfter eller skygger. En
ringformet gruppering af bjerge så præcis ud som de kratere, man ser i
teleskoper på Månens overflade. Og kysten af det afrikanske kontinent
aftegnede sig mod det mørke hav.
I yderkanterne af atmosfæren, hvor jeg stadig kunne skelne
jordoverfladen, så jeg et vidunderlig smukt farve-bælte i dybt
kongeblåt, som syntes at danne en sirkel omkring Jorden - jeg tror
aldrig, jeg har set noget så smukt og uden for dette - det sorte rum.
Og så morgenrøden, som hele tiden skiftede med dette smukke scenen. Jo
højere vi steg, desto mere blændende blev sollyset, som reflekteredes
fra atmosfæren, og man kunne næsten ikke mere skelne detaljerne.
Koøjerne lukkedes langsomt og pludselig lyste noget op på linsen.
Denne viste ikke længere Jorden. Midt i linsen befandt sig noget, som
jeg med det samme vidste var moderskibet. Jeg trak vejret hurtigt og
kastede et blik på rumpiloten, som nikkede og sagde: "Ja, vi har
fået instruktioner om at vende tilbage til moderskibet."
Jeg vil sent glemme mit første indtryk af dette moder-skib, det var
helt enkelt overvældende. Et umådelig stort, sølvgråt, sigarformet
fartøj, større end den største oceandamper, svævede der,
tilsyneladende urørligt i rummet, Sollyset blinkede mod dets sider. Jeg
ønskede bare, at jeg kunne beskrive det altsammen noget mere levende,
at jeg kunne give en bedre opfattelse af dette storslåede syn - dette
umådelige fartøj, som svævede i det umålelige rum - og det syntes
ikke at bevæge sig, men det havde måske en hastighed af tusinde mil i
timen i en omløbsbane, hvis radius var lig med skibets afstand fra
Jordens centrum,
Billedet på TV-linsen forsvandt, og piloten fortalte, at vi nu
skulle tages ombord i moderskibet, Vi passerede først en række
luftsluser og havnede senere i det store skibs indre.
Da jeg steg ned på gulvet i moderskibet, fik jeg snart et indtryk af
det vældige,hangardæk. Jeg lagde mærke til nogle elevatorer, men dem
skulle vi ikke bruge, eftersom vi blev på samme etage. Det enorme
hangardæk havde en behagelig indirekte belysning, som syntes at komme
langt nede fra væggene og reflekteres fra loftet(taket) så hele
dækket blev badet i lys uden skygger. Jeg formoder, at denne form for
elektrisk lys hverken behøver ledninger eller kabler for at fungere.
Jeg var taknemmelig over, at min venusianske cicerone forblev ved min
side. Jeg så en hel del af besætningen, men de tog ingen som helst
notits af mig, de passede hver deres. De udførte deres arbejde uden at
stirre på mig eller gøre mig forlegen, som folk på Jorden kan gøre.
Det føltes helt naturligt at befinde sig der.
Vi gik nogle trappetrin op og kom ind i et lille rum, hvor jeg fik
lov at slå mig ned på en blød og bekvem stol. Jeg blev budt et glas
vand og et æble samt en anden frugt, som nærmest lignede vore bananer.
Jeg fik også en lækker vegetarisk salat, som spistes med små
trægafler. Tallerkenerne var lavet af en slags brudsikkert glas.
Venusboerne er vegetarianere, fik jeg at vide. Intet under, at de lever
så meget længere end vi og er ved god helse - med den kost og med en
sådan vidunderlig luft. Proteinindholdet er højt i deres rå
grøntsager, og den bibeholdes gennem en slags bestråling i glasskabe.
Det var den lyshårede mand fra Venus, som sad ved siden af mig og
med sin behagelige røst og på perfekt engelsk fortalte mig om alt
dette. Bordet, vi sad ved, var cirkel-rundt og dækket med en hvidkantet,
rosafarvet dug af et vidunderligt silkelignende materiale.
Jeg sagde, at jeg gerne ville følge med til Venus og til Månen. Da
fortalte han, at Månen ikke er en død verden, men at rumfolkene har
baser der. Han fortsatte med at fortælle om, hvordan han en kort tid
havde boet på Jorden og havde rejst omkring til forskellige byer for at
se, hvordan vi her levede og virkede. Men han var ikke glad for det, han
så: den bestandige usikkerhed og denne overhængende krigstrussel. Det
ondes magt er stadigvæk overordentlig stor i vor verden. Og det er på
grund af vor uvidenhed, at rummenneskene ikke vil lande hos os. Disse
menneskers filosofi omfatter jo fremfor alt tolerance og
menneskekærlighed, og vor planets indbyggere burde også oplæres i
denne ånd, for det er nu blevet tydeligere, at rumrejser er
uundgåelige, og at de også burde kunne blive en af de stærkeste
faktorer får fred. Hvor er rummenneskene dog venlige, civiliserede og
kultiverede.De er kloge og forstående og iagttager os
intensivt nu, efter at vi er begyndt at bevæge os ud i rummet og har
sat Månen som det første mål (husk dette var i 1956) - et militært
mål - noget som angår dem på det alvorligste. Aggressive og stærke
nationer vil forsøge at begynde en krig i rummet, hvor der hidtil har
hersket fred. Vi er blevet yderst farlige at have til naboer, og en
konstant bevogtning af Jorden er derfor aldeles nødvendig.
Han berettede videre, at det er universets egne kræfter, de anvender
som drivkraft for deres rumskibe. Jeg tænkte, at det måtte være
vidunderligt at kunne udnytte disse naturlige kræfter. Om mennesket
skulle kunne lære sig dette, måtte det først skaffe sig en
fuldstændig forståelse af naturen og universet, for indtil det har
gjort det, er det bundet til sin egen begrænsning.
Husene på andre planeter er byggede i cirkelform, og en del af dem
er tilvirkede af et materiale, der lader lys slippe igennem og samtidig
beskytter mod syn udefra. Vi talte også om musik, sand og skøn musik,
og ikke om de primitive junglelyde, som er så populære overalt på
Jorden med deres primitive rytmer, hvilket tydeligt har en negativ
psykologisk effekt på millioner unge mennesker over hele verden.
Rummets mennesker er yderst følsomme over for lyd, og de er alle meget
musikalske, ja, musikken er en del af deres liv. For de fleste
jordmennesker er det derimod en kunst, som tager år, om ikke hele
livet, at erhverve, og en hel del kan aldrig lære sig den.
Venus har en tæt atmosfære, som i stedet for at lade alle
solstråler slippe igennem, filtrerer dem ved at reflektere en del af
dem. Derfor er der ikke så varmt helt nede ved overfladen. Jordiske
videnskabsmænd har opdaget kuldioxid i Venusøvre
atmosfære. Denne gas findes også nede under skyerne, hvor det
oprettholder platelivet, hvilket på sin side frigør syre(oksygen).
Dette giver atter dyrelivet eksistensmuligheder.
(Jf. andre kilder så finne livet der finnes på en noe høyere frekvens enn jordens fysiske
plan - slik at livet og sivilisasjonen der ville framtre usynlig med det
NORMALE jordiske syn som kun tar inn et smalt frekvensfelt. R.Ø.anm.)
Han omtalte også, at vegetationen er rigelig med enormt store træer,
at der findes ganske meget vand - hav - samt en hel del høje, smukke
bjerge. Folkets levemåde giver ikke anledning til forureninger og
affaldsprodukter i atmosfæren. De anvender ikke atomkraft i vor
forstand, eftersom disse biprodukter er meget farlige, men i stedet
bruger de solenergi, hvis grundlag er, hvad vi kalder elektricitet.
Derfor besværes de heller ikke af syrenedfald, som vi på Jorden er så
følsomme for.
Menneskene på Venus er som allerede nævnt vegetarianere. De spiser
i hovedsagen ukogt føde, sammensat med naturlige ernæringestoffer, og
de lider derfor heller ikke af mineral- eller vitaminmangel. Nervøsitet
og stress er ukendte begreber for dem. Med deres livsstil og deres måde
at tænke på, med deres kundskab om medisinske og helbredende kræfter
kan de oppnå en høj alder og få stor visdom.
En sådan visdom og kundskab når gennemsnitsmennesket på Jorden
aldrig at blive gammel nok til. Farlige fordomme beroende på ukyndighed,
indplantes i barnet i dets første leveår, hvilket resulterer i en
frygt, som som senere giver an-ledning til had og krig. Forholden på
Jorden er endnu ikke beredt til at tage imod og udvikle ideen om et
universelt broderskab. Men rumrejserne skal blive den udsæd hvoraf
realiseringen af denne tanke skal spire op. Mennesket bliver ikke
lengere bundet til hjemplanetens overflade, og Jorden vil blive en
verden, en enhed, hvor ingen grænser findes. Menneskeheden vil gå ind
i en kundskabens og fortåelsens tidsalder. Det er derfor, at rumrejser,
forståelsen for og kontrollen af elementerne i omgivelserne, er af
yderste vigtighed for menneskehedens eksistens.
Mennesket har altid
levet højt på den forestilling, at det selv er det eneste udviklede og
civiliserede væsen inden for dette solsystem. Men i og med at det har
indset og været vågen for det faktum, at det har en hel mælkevej af
verdener omkring sig, er det blevet ansporet til at søge længere og
længere bort. Opdagelsen af
at det er lykkedes for en race fra en anden planet at gennemføre
rumrejser hundeder af år, før mennesket endog havde tanke for
sådanne, kommer som et chok og slår selve grundlaget bort under dets
træge og ortodokse tænkning.
En anden hensigt med rumvæsenernes besøg her er at iagttage den
vekslende balance i vor atmosfære. Vi er netop kommet ind i en
elleveårs periode af solpletter, og dette sammen med
brintbombeeksplosionerne, har givet en forskubbelse i vore luftlag. Den
elektriske spænding er derigennem blevet øget, hvilket forårsager, at
skybrud, oversvømmelser, storme og haglbyger er blevet mere sædvaJige.
Også den farlige vane at samle atomvåben på lager ø0ger faren for en
katastrofe.
Rummanden fra Venus og hans kammerat bar en slags uniform,
tætsluttende ved skuldrene og ligeså ved håndleddene og halsen.
Materialet var let og behageligt og mindede i strukturen om nylon. Den
høje mand må mindst hav været 1,90 meter, og han havde det smukkeste
ansigt, jeg nogensinde har set. Hans øjne var lysegrå og
ansigtstcækkene asketiske og skarptskårne, men dog følsomme. Hans
hår var længere, end vi er vant til, blondt, men hvidt vad tindingerne.
Hans kinder havde dybe furer, huden var lys solbrunet med smilerynker
omkring øjnene, en ældre mand, men slank, letbevægelig og atletisk.
Hans ansigt vil jeg aldrig glemme på grund af dets vidunderlige udtryk
af godhed cg elskværdighed samt en fuldkommen forståelse, ærlighed og
pålidelighed.
Den anden pilot var omkring 1,60 meter og havde brune øjne og sort
hår. Han havde regelmæssige træk, og han havde et glad og godmodigt
glimt i øjnene. Hans hår var også gråsprængt, hvilket sås
tydeligere på ham, eftersom han var mørkhåret.
Begge piloterne var meget venlige og forekommende. Hele min
opmærksomhed var imidlertid koncentreret om den høje rummand. Tiden
syntes at stå stille, mens jeg lyttede til ham, og jeg var så
fængslet, at jeg ikke tænkte på andre ting, ikke engang på det
faktum, at jeg nu havde en chance til at bese moderskibet. Pludselig
sagde han imidlertid:
"Nu må jeg føre dig tilbage til højdedraget, hvor vi mødtes.
Men først skal du træffe den øverstbefalende."
Denne var også granvoksen og havde et firskårent, smukt ansigt og
blondt, langt hår. Han bukkede let og trykkede min hånd.
"Vil De fortælle mig, hvoraf det kommer, at De så let kender
til vore vaner og vort sprog?" spurgte jeg.
"Det er meget enkelt", svarede han. "Vi har haft
Jorden under observation i meget lang tid. Og mange af os lever iblandt
Jer for at studere Jer nærmere."
"Mener De Sydafrika?" spurgte jeg forbauset.
Han nikkede. "Ikke bare i Sydafrika, men også i andre dele af
verden."
En stund derefter førtes jeg tilbage til rekognosceringsfartøjet,
og den høje mand fra Venus sagde:
"David har brug for dig nu. Han er meget syg af en svær
halssygdom. Du må umiddelbart vende tilbage. Men eftersom jeg er
stationeret på Månen, er jeg ikke så langt borte."
Visheden om, at han altid ville være relativt nær, indebar en stor
trøst for mig og hjalp mig til uden spørgsmål at acceptere afskedens
time, Desuden følte jeg, at jeg snart ville få ham at se igen. Jeg
forstod, at der måtte findes en forklaring på, at jeg syntes at have
kendt ham i hele mit liv. Det kunne ikke være et tilfælde, at han så
mig der på bjerget. Men grunden hertil skulle jeg først få en
forklaring på nitten måneder senere. Da fik jeg en bekræftelse på,
at min intuition havde været rigtig. Hvilke fantastiske afsløringer
ventede mig ikke.'
Det føltes lidt vemodigt at skulle tage afsked, men samtidig
længtes jeg utålmodigt efter at komme hjem til min lille dreng. Jeg
sad på den cirkelformede bænk, hørte en summen og fornemmede
vibrationen gennem gulvet - i det
større fartøj havde jeg hverken hørt noget eller følt nogen
bevægelse. Så snart vi havde forladt moderskibet, fik jeg igen på
TV-skærmen set det umådelig store fartøj, da det svævede i rummet
med sollyset blinkende i den metalliske overflade. Rundt omkring var
rummet sort på nær de blinkende stjerner.
Da vi nåede vor egen atmosfære igen, kunne jeg stadig se skibet
gløde orangerødt i skinnet fra den nedgående sol. Så landede vi med
et blødt stød på bakken, den automatiske dør abnedes, og manden fra
Venus hjalp mig ud.
Senere løftede tallerkenen sig med en svag snurrende lyd, og jeg
vinkede lidt vemodigt farvel. Fartøjet løftede sig lodret, svævede et
øjeblik roligt med den nedgående sols stråler skinnende i alle
regnbuens farver mod de polerede sider. Medens dets hastighed hurtigt
øgedes, steg det op imod rummet sønderud og var snart udo af sigte.
Solen var nu gået ned i vest over Drakensberg~ og mørket faldt
hurtigt på, medens jeg skyndte mig hjen. Men eftersom jeg har kendt
vejen, lige siden jeg var lille - fandt jeg den hurtigt. De indfødte
ved også, hvem jeg er, så jeg er aldrig bange for dem, selv om jeg
skulle træffe på nogen af dem her efter mørkets frcmbrud
Da jeg korr hjem, fandt jeg ganske rigtigt min syvårige søn David
syg. Han havde høj feber og havde fået et astmaanfald, som krævede
omsorgsfuld plejee Allerede næste eftermiddag var han imidlertid i god
bedring.
HENDELSEN den 17. juli l956
Fru Klarer og hendes familie opholdt sig i juli 1956 atter i hendes
barndomshjem, farmen i Hatal, som nu ejedes af hendes søster og svoger,
major og fru Flowers.
Den 17. juli ved 11-tiden om formiddagen, da alle var forsamlede for
at drikke te, fik fru Klarer en stærk indre opfordring til at begive
sig ud i det fri. I forbifarten tog hun sin datters kamera med sig.
Hun gik denne gang op på en bakke, som ikke lå så langt borte fra
farmen. Da kun betragtede de massive skyformationer i et optrækkende
uvejr, der nærmede sig over bjergene i syd, fik hun blandt skyerne øje
på en tallerken - eller rettere på "tallerkenen". Den fløj
frem og tilbage mellem skyerne og gav hende på denne måde lejliglied
til at køre hele filmrullen igennem. Ud af syv fotografier var tre
eller fire meget fine med skarpe konturer, men resten var udviskede.
Både kameraets objektiv og filmen er blevet meget nøje undersøgt,
men ingen har kunnet finde noget, der virker mistænkeligt. Major
Flowers, Elisabeth Klarers svoger, og hans familie kan bevidne, at hun
tog alle fotografierne selv.
Luftfartøjet var omkring 20 meter i diameter og var forsynet med en
lav overdel, der ikke var halvkugleformet som på de tallerkener, man
kan se på Adamskis og Allinghams fotografier.
I forbigående kan omtales, at man i andre tilfælde har set
tallerkener - blandt dem et moderskib - over major Flowers ejendom. Fru
Klarer havde oven i købet i et tilfælde lejlighed til at fotografere
det fartøj, som førtes af den høje venusianer engang, da det cirklede
over hendes søsters gård. En fjortenårig skoledreng og en indfødt
dreng har også set dette fartøj, da det svævede over det føromtalte
bjerg. Stedet kaldes forresten nu "Det flyvende tallerken-bjerg".
Fru Klarer fortæller videre:
Mange mennesker kommer og hilser på min søster for at få lov til
at klatre op til tallerkenbjerget. Ingen vogn eller køretøj kan komme
frem gennem dette bjerglandskab, for man kan kun gå eller ride. Engang
påstod to damer, at de havde set mærker efter tre hjul i græsset.
Dette er min historie. Jeg har fortalt fakta, sådan som jeg har
oplevet dem, og jeg ved, at alt er sandt. Om man ikke tror mig, kan jeg
kun tillægge, at det står enhver frit for at tænke, hvad man vil. Jeg
har heller ikke nogen souvenir som bevis, ganske enkelt fordi der på et
rumskib ikke findes nogen løse dele, man kan tage med.
Lad mig lige tilføje, at jeg ikke har tilbøjelighed til
ønsketænkuing, og heller ikke finder jeg fornøjelse i at skulle
dupere mine læsere.
Jeg erklærer hermed også, at de begivenheder, jeg har refereret,
virkelig er hændt mig og ikke er baseret på nogen anden persons
oplevelser.
Elisabeth Klarer, 27. september l957
EFTERSKRIFT
Jeg er overbevist om, at flyvende tallerkener helt enkelt er
interplanetariske fartøjer fra en anden planet med en avanceret
civilisation. Deres besætninger holder øje med os mennesker, og hvad
der sker på denne planet er af vital interesse for dem nu, da vi
efterhånden begynder at blive eksperter i rumfart. Så tanken om, at vi
i vor tid får besøg ude fra rummet, ser altså ikke så fantastisk ud.
Men åbenbart vil disse besøgende have, at menneskeheden først lidt
efter lidt skal opdage deres eksistens. Man håber imidlertid oprigtigt,
at menneskene vil følge deres eksempel, når vi engang selv skal til at
færdes mellem planeterne.
Tolerance og kærlighed til næsten udgør kernen i rum-menneskenes
filosofiske lære. Folkene på denne planet bør også oplæres til at
tænke på den måde, at rumfart er ubestridelig og derigennem kan blive
en fredsfaktor af den allerstørste betydning.
Måtte alle interplanetariske studiegrupper verden over efterhånden
få indsigt heri.
Elisabeth Klarer, Johannesburg, 1957
stoffet er hentet fra FUFOS hefte fra 1978 med isbn 8798003968
english- pdf-link | deutch
